302
2000
87-595-1314-4
Stern Men
Udfor kysten i Maine, USA, ligger der en masse små ubetydelige øer. Blandt disse er øerne Courne Haven og Fort Niles, som begge lever af hummerfiskeri. Det har de ikke altid gjort, men efterhånden som hummeren blev til at leve af, opstod denne niche i fiskeriet. Hummerfiskeri er en løjerlig størrelse, der kræver stærke og garvede sømænd, så det undrer ikke at fiskeriet i den grad holdt sit indtog på øerne.
I starten var Courne Haven og Fort Niles som to sammenhængende øer. De var beboet af de samme familier og man giftede sig tit med en halvfætter eller helfætter, undtagen da svenskerne en kort tid arbejdede på Courne Haven, da giftede en del sig ind i Courne Havens familier. Med tiden så alle på øerne mere eller mindre ens ud. Vittigheden hed sig at de var så fattige på øen at de kun havde et ansigt som de så deltes om. Det siger sig selv at lever man som øbo, så kan man gå hen og blive lidt sær og det var der også mange der gjorde. På et tidspunkt kom der fjendskab mellem øerne og det har så holdt sig ved lige i ganske lang tid.
Dette er en ø-fortælling om nogle af øboerne. Om hele det samfund som kan opstå på en ø og de personligheder det kan skabe. Som Wishnell-familien som havde det gudgivne talent som hummerfiskere. De hypnotiserede nærmest hummerne og det var ikke sjældent at en Wishnell kom hjem med meget mere end de fiskere der fiskede i deres umiddelbare nærhed.
Historiens omdrejningspunkt er Thomas-familien. Nærmere bestemt Ruth Thomas, som ikke er helt som de andre kvinder på øerne. Hun er født på Fort Niles, hvor hendes far er hummerfisker og hendes mor tjenestepige hos den rige Ellis-familie, som skabte sin formue af at hugge granit ud af de to øers enorme granitforekomster og nu bare residerer på øen hver sommer. Ruth får pga. forbindelsen til Ellis’erne, en bedre uddannelse og bedre vilkår end så mange andre steder, men hun føler sig hjemme på øerne og ikke hos familien Ellis og forsøger så vidt muligt at være selvstændig. Hendes tilhørsforhold blev cementeret den sommer hendes mor flyttede til Concord på fastlandet og Ruth flyttede ind for en periode hos naboerne Pommeroys.
Det er lidt en slægthistorie, en underfundig øbo-fortælling og en smule kærlighedshistorie. Den er afslappet og oldschool, meget afslappende selskab som krydres med humor hist og her. Meget charmerende historie som jeg giver 4 stjerner for dens glimrende personkarakteristikker og rige baggrundsviden om området.
Er du til John Irving – burde denne bog også tiltale dig.