Hulebjørnens klan af Jean M. Auel

“Hulebjørnens klan” må være en af de største klassikere indenfor forhistoriske romaner. Jeg har læst den og resten af serien flere gange, og den bliver kun bedre af at blive genlæst.

Vi starter med at møde den lille pige Ayla, som lever mange årtusinder før vores tidsregning. Under et kraftigt jordskælv bliver hun forældreløs og vandrer rundt på egen hånd. Efter mødet med en hulebjørn bliver hun dog fundet af en flok neandertalere, som tager hende til sig, selvom de godt kan se, at hun er meget anderledes end dem. Ayla er af en nye menneskerace, og med hendes lyse hår og blå øjne er hun en fremmed. Kvinden Iza tager Ayla til sig som sin egen, og Ayla lærer hurtigt at tilpasse sig klanens ritualer. Men som årene går bliver forskellene mellem dem større og større, og Ayla har svært ved at blive en fuldbyrdet del af klanen. Heldigvis står hun under medicinmanden Crebs beskyttelse, men end ikke han kan beskytte Ayla mod den ondskabsfulde Broud, der gør livet surt for hende.

Man lærer ufatteligt meget om den historiske tid, bogen foregår i. Sommeren går med at samle forråd til vinteren, og vinteren går med indendørs sysler og håbet om, at alle kommer vel gennem den kolde tid. Vi følger Ayla på godt og ondt, og hendes kamp for at blive en del af klanen bølger frem og tilbage. Og spørgsmålet er om Ayla overhovedet kan vinde den kamp.

“Hulebjørnens klan” er en skøn roman, som jeg synes alle bør læse mindst en gang. Denne første bog i serien synes jeg er klart den bedste, og derfor tøver jeg ikke med at kalde bogen en klassiker.

Denne anmeldelse er et bidrag til Bogrummet.dks sommerkonkurrence 2011.

Lån bogen på Bibliotek.dk