Hot-Dog alene af Charlotte Blay

Kan man kalde en hund for Hot-Dog og kan en hund være med til at opklare et tyveri?

I Charlotte Blays bog “Hot-Dog alene” kan man svare ja til begge spørgsmål. Vi møder i denne bog Sisse, som hver dag går hen til en hund ved det lokale supermarked for at give sin ostemad til den. Hun kan nemlig ikke lide ost og hunden bliver altid så glad for at se hende – og selvfølgelig ostemaden. Umiddelbart har hunden ingen ejer og da den en dag følger efter Sisse helt hjem til havelågen, tager hun den med ind i huset, da hun den pågældende dag ikke havde en ostemad til overs. Men hendes forældre er bestemt ikke glade ved tanken om en hund i huset:

“- Jeg ønsker mig en hund, havde hun sagt.
– En hund! Hendes mor havde stønnet og vendt det hvide ud af øjnene.
– Hunde er fanme kun til besvær, havde hendes far tordnet.”

Sisse får dog lov til at beholde hunden, som i øvrigt får navnet Hot-Dog, da hendes ven Robert synes. at den ligner en lang pølse med ben. En dag, da Hot-Dog går en tur, beslutter Sisse og Robert sig for at følge efter ham. Hot-Dog har flere menneskevenner end de først var klar over og ovre ved supermarkedet får han et kødben af slagteren, men slagtersvenden er ikke glad for hunden og sparker ud efter den. En dag hører de om et tyveri i supermarkedet og på omtrent samme tid begraver Hot-Dog et stykke cowboystof ned i haven. Men hænger disse to ting sammen og hvis ja, hvem er tyven så?

Blay har med denne historie om Hot-Dog skabt en sød historie, hvor en skør hund er i midten af det hele. Sisse, som i øvrigt er enebarn, får sig en god ven og efterhånden som vi når igennem bogen opdager vi, at til trods for dens ture indimellem, så er det en fantastisk familiehund. Forældrene bliver også mere og mere glade for den og kan se, at en hund ikke er en dårlig idé for ensomme Sisse, da forældrene arbejder meget. Karaktererne i denne bog er simple og man kan næsten ikke andet end at falde pladask for den lille hund. Jeg har haft fat i en ældre version af bogen, og i den er illustrationerne af Rina Dahlerup, som virkelig formår at illustrere simpelt og godt.

Alt i alt en skøn børnebog, som sagtens kan læses her små 34 år efter udgivelse. Den er i øvrigt genudgivet på denne side af årtusindskiftet og med nye tegninger er den på sin vis moderniseret. Den kan fungere godt som en godnathistorie, men er måske mere velegnet til de børn, som selv kan læse den.

Lån bogen på Bibliotek.dk