Homo Metropolis 2013-2014 af Nikoline Werdelin

Knivskarpe og kærlige portrætter af store og små, ikke altid perfekte, mennesker. Nikoline Werdelins tegneseriestriber går lige til benet og skåner ingen. Hun har øje for menneskers karakterer og samspil – og med en udpræget sans for detaljen i både streg og replik. Selv i børnehøjde!

Første fortælling, “Snepigen”, handler om et hjem, hvor skraldet har tårnet sig op selv i vindueskarmene. Den største pige, Julie, drømmer sig ind i en anden verden, hvor hun henter kraft fra sin ynglingsfortælling: “Snepigen”. Drømmesekvenserne står i dyb kontrast til hverdagens grelle scener. Det skæres ud i pap, hvor hårdt et “job” det kan være at vokse op i en familie, hvor tingene er gået helt skævt. Historien leveres uden domme, men med humor og kærlighed.

Pensionistens vilkår får også en tur i historien om “Hans-Morten”. Forventninger fra børn og børnebørn kolliderer med ønsket om det passionerede seniorliv. Man føler med den pressede morfar, der prøver at gøre alle tilfredse. Intet er sort-hvidt. Der er ingen nemme løsninger eller nødvendigvis happy end.

“Dræbersneglen” er et vidunderligt portræt af en kvinde i halvtredserne. Hjørdis vil bare til tops i sin virksomhed. Hun har en kedelig, pornofikseret mand derhjemme, som hun bl.a. ønsker sig væk fra. Hjørdis lærer sig alt om moderne forretningsførelse, og det er bare morsomt at følge hende jonglere med de nye begreber.

I “Last Christmas” er Marco og Sara ved at gå fra hinanden. Marco har haft et sidespring med en kollega år tilbage. I tiden op til mødet i statsforvaltningen skildrer Nikoline Werdelin igen med et utroligt skarpt øje, hvordan forældrene forsøger at overtrumfe hinanden i at kapre børnenes sympati, og hvordan børnene ændrer adfærd i den utrygge periode, hvor forældrene ligger i hver deres skyttegrav. Væsentlige sandheder i det at leve sammen er ramt lige på kornet. En parterapeut skal der til, og det forklarer en af ungerne sådan: “Mine forældre har fundet ud af, at de er en bil.. og så er de gået på værksted hos en, der hedder Ulrike.. ” Ved terapeutens hjælp mander Marco sig op og tager utraditionelle midler i brug.

Det er en sand fornøjelse af læse striberne. Herlige ansigtstræk, hvad enten personerne smiler skævt, taber underkæben eller ser eftertænksomme ud. Man både klukker af grin og røres.

Lån bogen på Bibliotek.dk