Hoffmans af Morten Sabroe
269
2003
87-02-02448-9
Der findes kun få mennesker, der kan sætte sig udenfor. Individualiseringen brager igennem, og alle har brug for succes. Den amerikansk-canadiske cyberpunkforfatter William Gibson talte allerede før år 2000 om “det medierede menneske”.
Morten Sabroe spidder narcissismen og medieliderligheden i sin roman “Hoffmans”, der udkom i 2003 – flere år før sociale medier og selviscenesættelsen blev demokratiseret (eller hvad man nu skal kalde det.) med YouTube, Facebook og andre kanaler uden filter.
Forfatteren er lang i spyttet i første halvdel af “Hoffmans”, hvor hovedpersonens hypokondri og selvfiksering trækkes ud i det kedsommelige. Men bliv hængende, for i den anden halvdel sker der ting og sager. Budskabet er godt nok meget tydeligt for at sige det pænt, og i plottet skyder forfatteren med skarpt, men sandelig heller ikke særlig diskret.
Alligevel er det hele til at holde ud, for Sabroe er vel 90 procent ligeglad med, hvad de mener om ham på det litterære parnas, og det er vanskeligt at sige, at han ikke har ret. Håndholdt doku-soap og åndelig ekshibitiomisme er ikke noget, vi skammer os over længere.
Romanens hovedperson, Frederik Hoffman, står på Knippelsbro i København og ved ikke rigtig, om han skal hoppe i vandet for at redde en mand, der er ved at drukne. Kan det mon betale sig? Ja, det kan det – hvis han sørger for at få det dokumenteret, transmitteret på mobiltelefon og senere sælge ideen som TV-show: Sådan reddede JEG en mand fra druknedøden.
Uheldigvis kommer en hjemløs og blander sig. Han gennemskuer hurtigt Hoffmans hensigter og lader sig kun bestikke for ikke at tage sin del af æren – altså æren for at have reddet den nødstedte mand. Samtidig roder Frederik Hofmann rundt hos en luder, som han i sin paranoia mener at have smittet ham med hiv.
Familien Hoffman er syg. Hustruen Charlotte er stinkende rig, lever i sin egen drømmeverden med Julia Roberts-film, tænder ikke længere på Frederik og har klogeligt nok valgt særeje. Teenagedatteren Julie på 14 år er stærkt forsømt af begge forældre og lever sit liv gennem et videokamera. Alt bliver dokumenteret og kommenteret, og hendes interesse ender med at blive jokeren i bogen. Familiens problemer udvikler sig efter alle mediekunstens regler til at blive en historie i den bedste sendetid.
De fleste af karaktererne i bogen er dumme svin. Morten Sabroe skyder på stort set alt og alle. Mennesker kommunikerer uden at ville sige noget til hinanden. Nok kan de elske – men kun sig selv. Det bliver så grotesk, at det er morsomt, og man ender med at blive glad for, at man ikke opgav bogen, mens den var allermest kedelig. Finlitterær bliver Sabroe næppe nogensinde, men han skriver, så det fløjter.
