Hjort eller hare af Hans Otto Jørgensen

Det er ikke hver dag, man som anmelder kan anmelde en bog, hvor man kan citere flere sider af bogen uden at overskride de længdebeføjelser, der nu engang er. Og det er heller ikke hver dag, at man kan citere en hel fortælling uden at afsløre for meget. Men det kan man med Hans Otto Jørgensens kortprosa “Hjort eller Hare” fra 2002, der lægger sig i selvstændig forlængelse af forrige kortprosaudgivelser som: “Den bronzefarvede kalkun” (1993) og “Æsel her” (2001).

Hans Otto Jørgensen betragtes af mange (herunder mig selv), som en af mestrene inden for dansk kortprosa. I denne udgivelse må man sige, at mesteren er gået til yderligheder, for det er virkelig kort, faktisk så kort, at denne anmeldelse for længst burde have sat sit sidste punktum, hvis den skulle være fulgt med på korthed.

“Hjort eller Hare” er, kort(!) fortalt, 61 bittesmå uafhængige prosastykker, hvor det længste er omkring 25 linjer, der kommet vidt omkring. Vi møder en subsistensløs, en pædofil, en pige, hvis blod pumper ud af halsen, en prostitueret, det seksuelle fylder generelt en del i bogen. Teksterne spænder lige så bredt fra noget der ligner starten på et hændelsesforløb: “På hospitalet: børn indlagt til observation for meningitis. Det er alle drengene fra klassen, Niels og Karl Iver og dem. Så er det Nordsøen. Pludselig midt i drømmen – for det er en drøm – taler de om teamwork. En boreplatform, en sildestime på tyve meter vand.” Til helt ultrakorte statements som f.eks.: “Du dør sgu da ikke.”
Ved første øjekast sidder man tilbage med en følelse af at mangle noget. Konteksten er nemlig så godt som fraværende. Læseren kender ikke til tonen, genren, hvem, hvad, hvor; og netop dét gør meget kortprosa læseværdigt, netop dét gør “Hjort eller Hare” til en god bog, fordi den sætter læseren i gang. Den inddrager læseren, inviterer til at stille spørgsmål, og hvis man åbner op, får den en til at tænke og sætter skub i fantasien, i stedet for at servere alt på et sølvfad. For det er nemlig op til læseren at fylde de manglende felter ud. Hvert af de små prosastykker bliver dermed til et åndeligt puslespil, som det så er op til læseren, hvordan han/hun vil samle.

Det er en bastard. Det er små korte, vanvittige og til tider uforståelige artefakter. Det er erindrings-, dagbogs-, rejsenotater. Det er små ufuldstændige fiktionsfortællinger. Det er kort, men godt.

Lån bogen på bibliotek.dk