Hjemve af Louise Kringelbach

Vi springer fra den ene person til den anden og får dermed en sammensat historie. Vi er lidt i Tyskland og lidt i Danmark. Vores hovedperson er vel egentlig Anne der vender hjem til Danmark for at hjælpe med at finde sin bror som er blevet væk, eller rettere som har forladt sin familie uden varsel efter han først blev syg og siden blev rask. Det er ikke helt nemt at finde ham og Anne møder både gamle flammer og bliver konfronteret med årsagen til at hun rejste i det hele taget. Da hun finder ham ripper det op i deres fortid, med en far der ligeledes forsvandt. Men de vidste så bare ikke at han faktisk var i live. De troede han begik selvmord fordi “havet kaldte”.

En lidt barsk fortælling om hvor svært det kan være at vokse op i en familie. Og hvor man udefra som læser sagtens kan forstå de frustrationer og de sjælelige ar ens relationer kan give en. Det er en bog der på mange måder afspejler alt andet end kernefamilien og selv om det er hård læsning er den rimelig spændende. Jeg kommer dog ikke op og ringe, da selve måden at fortælle historien på irritere mig. De mange spring undervejs fra den ene til den anden person er for mig en smule belastende, da jeg finder det svært at holde fokus på historien før jeg kom over halvvejs i bogen.

Men ser man bort fra måden bogen er skrevet på så holder historien hele vejen igennem og er faktisk på mange måder interessant. At det samtidig er lykkedes forfatteren at drage paralleller op igennem tiden så man kan fornemme hvor det er at “børnene” minder om både deres afdøde mor og deres dengang forsvundne far, er faktisk ret godt gået. Man føler nemlig at man kommer ind i familien og derfor nemmere kan forstå smerten der beskrives når de forskellige svigt kommer på banen.

En alt i alt solid fortælling!

Lån bogen på biblioteket