251
2021
978-87-02-31924-8
Himmelanker
1. udgave, 1. oplag
Husker du forfatteren Jan Sonnergaard, der desværre døde i 2016 i en alder af kun 53 år? Manden, der brød igennem den litterære lydmur med novellesamlingen “Radiator”? Husker du ham ikke skal du læse denne bog, der (også) handler om ham.
Ikke længe efter, at Line-Maria Lång udgav sin første bog mødte hun Jan Sonnergaard, som hun så op til og beundrede. De blev venner, den unge forfatterinde og den ældre mand, og det venskab har Lång nu skrevet en personlig og smuk bog om, angiveligt for at hun ikke med tiden glemmer noget og også for at ære hans minde – Søde-Jan, som han kaldte sig selv.
Bogen er spækket med minder, herunder rejser de foretog sammen, hvordan de mødtes, men i særdeleshed er det en bog fyldt med anekdoter, der beskriver venskabet og også tegner et portræt af Sonnergaard.
Sonnergaard, der ikke bare sagde “hallo” når han svarede dørtelefonen, men i stedet råbte “Neger, neger, neger” eller “heil” i røret inden han lukkede folk ind. Manden, der var en fremragende kok og mente at man skulle gøre sig umage når man fik gæster og manden, der stod i sit køkken og lavede mad som han afleverede til en alkoholiseret mand på et værtshus han kendte fordi denne person ofte glemte at indtage fast føde. Manden, der var intelligent og så verden fra et mørkere sted end Lång, der har et dukkehus stående i stuen, et dukkehus Sonnergaard længe ikke vil kendes ved, han mener hun skal lægge sit overbarnlige væsen fra sig. Manden, der gav vennerne kælenavne som Fromme, Vesterhærgeren og Lady.
Bogen er dybt personlig, sårbar og rørende og det er ikke blot en bog om at bevare mindet om et ekstraordinært fint menneske, men det er overordnet set også en bog om tab af kærlighed generelt. Lång beretter også om tabet af sin far da hun var blot 12 år og hvordan dette kan påvirke en ind i voksenlivet, men også om de minder vi bærer videre i os om de afdøde. Om det savn man har boende i sig og den kærlighed til afdøde, som stadig er der, men som man ikke ved hvor man skal kanalisere hen.
“Himmelanker” er den første bog jeg har læst af Lång, men ikke den sidste.
Bogen er væsentlig, velskrevet og har gjort stort indtryk på denne anmelder, det er ganske enkelt en meget rørende og smuk bog, der i øvrigt har et meget flot omslag.
I den grad en læseværdig bog.
PS – Læs nu Sonnergaards fine bøger, især “Radiator” er en milepæl i 90´er-litteraturen.
Anmeldereksemplar