Himlen over Vanløse Allé af Louise Bach

Luna er tilbage i Danmark efter en tid i England. Hun slår sig ned i Gjellerupparken, får et røvsygt job, lader Freja flytte ind og får horder af gæster hver dag. Unge mennesker, der vil drikke og ryge sig skæve.

Luna vil arbejde, af nød, hun vil væk. Væk fra hvad? Fra Danmark, fra Gjellerupparken, fra jobbet? Eller fra sig selv?
For Luna er stadig MEGET forvirret.

“Går hjem i en verden, der føles forandret. Vinden i træerne pisker gennem mig som musik, der lammer kroppen. Den fugtige luft former små kolde dråber på min hud. Cigarettens hvide røg svinder i skumringen. Mine skridt laver dumpelyde. Jeg bliver hurtigt underligt fjern. Sker dette lige nu? Følelsen af at være med i en film, hvor jeg spiller mig selv.”

Denne usikkerhed som Luna har omkring selve sin eksistens vil forfatteren gerne lade os opleve på egen krop. Adrian, som elsker vores fortæller, skriver således breve til l_bach@live.dk. Er Luna Louise? Er hun virkelig i live?

Det kunstgreb irriterer mig som læser helt enormt. Politikken skrev i sin tid om forgængeren Standpunkt: “Standpunkt er med i tidselbuketten af nyere dansk ungdomslitteratur. Besættende. Tankevækkende.” Og sådan havde jeg det også med Standpunkt, jeg kunne ikke få armene ned af bare begejstring. Nutidig, universel i beskrivelsen af Lunas følelser, skræmmende realistisk uden af være vammel. Himlen over Vanløse Allé vil åbenbart mindre? Louise Bach lader den i hvert fald ikke stå alene. Lunas følelser fordrer lige pludselig ikke at være universelle, lige med et skal jeg som læser til at tænke over, om Luna / Louise er en bestemt person og ikke blot en “almindelig” ungdomskarakter. Øv!

Handlingen, beskrivelsen af Luna, hendes miljø, hendes rastløshed, hendes usikkerhed, hendes flimren er så virkelig at det sagtens kunne stå alene. Hvorfor skal jeg nu bruge energi på at spekulere over om bogen er delvist selvbiografisk? Hvad vil Louise Bach med det? Få mig til at spekulere over, hvilke aspekter af bogen OG virkeligheden, der er virkelige?

Uanset Louise Bachs hensigt synes jeg at historien stod skarpere, da Luna stod alene som en fiktiv karakter. Så vi lander på 3 stjerner. Handlingen, skrivestilen, Lunas nærvær kompenserer en smule for min irritation. Jeg overlever, finder mit ståsted i MIN verden. Finder Luna sit?

 
Lån bogen på Bibliotek.dk