Helene Hanssen – et liv i strid og kærlighed af Lis Mikkelsen

»Helene var ikke noget indtagende barn. Hun havde et lidt vrantent udseende. Underkæben var stor, næsen lang, og munden gik nedad, og hun kunne være stædig«.

Sådan beskriver Lis Mikkelsen hovedpersonen som barn i bogen »Helene Hansen – et liv i strid og kærlighed«, som Sprogforeningen har udsendt.

Bogen er kærkommen. I forbindelse med 100-året for genforeningen fik vi et par fine bøger om H.P. Hanssen. Det ene var et historisk værk i to bind skrevet af den renommerede sønderjyske historiker Hans Schultz Hansen. Det andet var et skønlitterært værk af forfatteren Pernille Juhl.

I begge værker spøger Helene Hanssen (1860-1935) i kulissen. Læserne møder hende her som »the woman behind the man«. Den slags angelsaksiske udtryk brugte man ikke i Sønderjylland på Helene Hanssens tid. Dengang har det heddet »æ kuun i æ huus«. I virkeligheden var hun dog heller ikke »kvinden bag« H.P. Hanssen. De to ægtefæller var ligeværdige partnere.

Men efter læsningen af de andre bogværker – faglitteratur som prosa – sidder man med det helt klare indtryk, at H.P. Hanssen ikke ville have været ret meget værd uden Helene derhjemme – først i hjemmet i Sønderborg, senere i Aabenraa.

Mens den dansksindede sønderjyske politiker fór rundt til foredrag, møder, politiske forsamlinger og organisatorisk arbejde, sørgede Helene Hanssen ikke blot for at holde hjemmet kørende med ti (!) børn – deriblandt et barn, der døde som lille. Hun styrede også dagbladet Hejmdal, når H.P. Hanssen var fraværende, og havde benene solidt plantet på jorden. Oveni stod hun også i spidsen for et trykkeri og et livsforsikringsagentur – uden anden uddannelse end et par højskoleophold i Askov og på Fyn.

Helene Hanssen har haft nogle kvaliteter, som H.P. Hanssen fik øje på og benyttede sig af i et politisk og nationalpolitisk parløb med hende. Lis Mikkelsen fortsætter den tone, hun slår an i begyndelsen af bogen:

»Hans Peter Hanssen var karismatisk, så det er ikke så sært, Helene blev forelsket. Man kan måske undre sig mere over, hvad Hans Peter så i Helene. Hun var ikke veluddannet, hun var ikke særlig køn og tiltrækkende, men hun havde et skarpt intellekt, en vilje og en ubændig nysgerrighed efter viden«.

Lis Mikkelsen tegner et autentisk og troværdigt portræt af Helene Hanssen i bogen. Formen er en smagssag.

Lis Mikkelsen skriver i nutid, men laver den typiske fejl, at hun nogle gange glemmer nutiden og springer over i datid. Nogle gange er fremstillingen så detaljeret, at man som læser søger efter den røde tråd. Fortællingen om Helene Hanssen er alligevel så spændende i sig selv, at man bliver hængende.

H.P. og Helene Hanssen var to modsætninger. Det får Lis Mikkelsen fint frem i bogen. Han: Udadvendt, optimistisk og udstyret med en tro på det gode i mennesket. Hun: Skeptisk, nogle gange temmelig barsk, uden vidtløftigheder, realistisk og med hang til (vinter)depression.

Men de færreste læsere kan vel undgå at få sympati for Helene Hanssen: Hun kunne klemme balderne sammen, røg store cigarer, havde sympati for landevejens farende svende og kendte sine pappenhejmere – især de skomagere, der ikke blev ved deres læst på avisen Heimdal, som hun de facto styrede i perioder.Helene Hanssen sugede til sig af kultur, når hun kunne komme til det. Hun genkendte sig selv i Henrik Ibsens skuespil »Et dukkehjem« om Nora, der indser, at hun har været sin mands dukke, som han legede med, når han var i humør til det.

Modsat Nora forlod Helene dog ikke hjemmet. Bogen får anbefalinger med herfra.

Lån bogen på biblioteket