Hæftet af Annemette Kure Andersen

Intet forkendskab til forfatterinden er lig med ingen forudindtagede holdninger, eller biografiske pejlemærker. Jeg agerede derfor det blanke lærred hvorpå digtene kunne sætte sine aftryk:

“Mørkekammer

Gennemvædet af fugten fra din
øjenkrog må jeg søge tilflugt i
objektivets sprække så mange
blå søanemoner du kan få til at
eksplodere og jeg må drukne
men lad mig tørre i dine hænders
fremkaldelse”

Allerede fra dette indledningsdigt er stilen lagt, og sjældent møder man så højspændt litteratur som i denne lille digtsamling. Udgivelsen består af 44 korte, men ultra mættede, digte. Intet digt overskrider en side, men til gengæld overskrider de langt det gængse sprog, og rækker lige ind til nogle af de dybeste menneskelige følelser. Samlingen handler om afsavn og omklamrelse, afstand og nærhed ja kort sagt splittetheden i det at være menneske. Med sine stramme “Sprogspil” (for at bruge en digttitel fra samlingen) spidder Annemette Kure Andersen intersubjektiviteten på en yderst elegant måde. De sindrige metaforer og den latente humor tog nærmest pusten fra mig, mens det ene digt lagde op til (og derefter åd) det næste. Jeg kunne umuligt slippe digtene igen, og de henstillede mig til en lyrisk tinde, som jeg sjældent besøger så inderligt.

Nu til den alvorlige del – hvorfor så kun 4 stjerner? Jo selvom digtsamlingen og jeg virkelig opnåede en glimrende samklang, så må jeg erkende, at der intet nyt under solen er at hente. Digtene lægger sig meget fint i forlængelse af (sen)moderniteten, hvor der ikke er megen rim eller rytme at spore. Samtlige digte skriver sig også ned til et nulpunkt, hvor sidste linje kun består af ét enkelt ord – også dette greb er lånt af modernismens digtekunst. På trods af udeblivelsen af originaliteten (det må også være forbandet svært at blive ved med at genopfinde digtekunsten!) så er dette alligevel en herlig lille digtsamling. Velgennemarbejdet, velgennemtænkt, og hvad den mangler i originalitet på formsiden, gør den så rigeligt op for på den sproglige- samt indholdssiden!

I situationer som denne er det ofte bedst at lade digtene tale for sig selv:

“Sprogspil

I min notesbog formulerer
jeg forsøgsvis enkelte
antagelser om diverse udsagns
gyldighed men bestemmelsernes
elementer kan tilsyneladende kun
defineres som delmængde af en
helhed der ikke kan sættes på
formel så jeg må slutte
at de forskellige ytringer vil
ende med at slå ring om alle
ubekendte”

Lån bogen på biblioteket