H.W. Lauesen af Finn Terman Frederiksen

Kunstneren Harald W. Lauesen (1913-1989) var en af de flere ejendommelige malerskæbner, som det dansk-tyske grænseland kan opvise. Han stod med et ben i den tyske kunstverden og et andet i det danske og vidste af gode grunde ikke altid, hvilket ben han skulle stå på. På et tidspunkt ville ingen af landene vide af ham.

Nazisterne gjorde fratog ham det tyske statsborgerskab og gjorde ham dermed statsløs. Og efter at det ad omveje lykkedes ham at få dansk statsborgerskab, fordi han kunne påvise, at hans sønderjyske farfar havde været dansk statsborger (og valgt ditto til sine børn), ville man i kunstnerkredse i København ikke vide af ham.

Harald W. Lauesen blev umiddelbart efter befrielsen udsat for en smædekampagne i Danmark. Han endte dog med at blive renset, da der blev nedsat en æresret – men kom sig aldrig helt over at være blevet beskyldt for nazi-sympatier og udtalelser, der blev fordrejet af medstuderende på kunstakademiet i København.
Den dansk-tyske kunstners biografi er spændende læsning, og det kan undre, at der ikke er skrevet mere om ham, end tilfældet er.

Den tidligere leder for Randers Kunstmuseum, Finn Terman Frederiksen, udsendte i 1991 – to år efter Harald W. Lauesens død – en lille bog om Lauesens omtumlede kunstnerliv. Bortset fra et hæfte som lederen af Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa, Katrine Kampe, har udsendt er biografien den eneste rigtigt fyldestgørende skriftlige kilde til Lauesens liv og levned.

Forfatteren har både fokus på Harald W. Lauesens livshistorie og hans kunstneriske virke. På de sidste sider af bogen er trykt et interview, som forfatteren foretog med Lauesen kort før kunstnerens død i 1989.

Lauesen er en overset kunstner inden for det danske kunstliv. Han var elev af Paul Klee i Düsseldorf og uddannet på kunstakademier i både Danmark og Tyskland. I Danmark opnåede han aldrig den centrale placering, som hans kunst gjorde ham berettiget til. Især i det københavnske kunstliv var han på grund af sit tyske ophav ugleset. Den tyske accent forsvandt aldrig helt fra hans danske udtale, og arven fra den tyske ekspressionisme var helt frem til hans død mærkbar i hans kunst. Ud over Emil Nolde gik de tyske ekspressionister aldrig helt danskerne til hjertet. Helt skjules kunne det ikke, at der helt fra 1930erne langt ind i det danske kulturliv var en allergi over for alt tysk.

Lykkelig blev Lauesen aldrig i København. Først da han flyttede til Sønderjylland, hvor mødet mellem dansk og tysk var noget naturligt, fandt han sig til rette psykisk og kunstnerisk.

Hele denne fantastiske historie fortæller Finn Terman Frederiksen levende, i et godt sprog og med stor indsigt.

Lån bogen på bibliotek.dk