Greven af Monte Cristo af Alexandre Dumas

Året er 1815 – Marseille. 19-årige Edmond Dantes, bliver umiddelbart efter sin landgang og derpå følgende forlovelsesfest med sin kæreste Mercedes, anholdt for at være bonapartist. Han arresteres og bliver, uden rettergang, kastet i fængsel på fangeøen If. I det stinkende fangekammer har Dantes 14 år til at gruble over hvem der har angivet ham for hvad han ikke har gjort.
Han får både af fængslet og en medfange en uhyggelig træning i tålmodighed, kynisme, aristokratisk opførsel og menneskelig adfærd. Det kan derfor ikke undre nogen at han, da han endelig ved et lykketræf slipper ud og får adgang til en kolossal formue, beslutter sig for at tage en grusom hævn. Ikke blot med kniven, men med alle midler.

Han bliver en dødens engel. Hævet over enhver lov. Hans fjender skal først svækkes, derpå knækkes, og til sidst knuses. Han bliver en hævner i hundrede forklædninger og kendes offentligt i Paris, som Greven af Monte Cristo.

Med hinanden i rap afløsende scener, udmalende og dybdegående persontegninger, og en vis sans for teater, formår Dumas at gøre bogen ideel både til højtlæsning, og sikkert også til teateropsætning. Denne anmeldelse baserer sig faktisk også på utallige alenelæsninger, og senest på højtlæsning. Den kan gribe både børn, (jeg fik den selv læst højt engang), og voksne (det var min far som entusiastisk ville læse højt), og den sætter sig fast i bevidstheden som en sikker klassiker, så langt mere spændende end “De Tre Musketerer” og i særdeleshed også mere gribende. Manifique!

Letfordøjelig – højst sandsynligt lettere bearbejdet fra den oprindelige udgave. Varmt anbefalelsesværdig til “Drenge i alle aldre og af begge køn” som det humoristisk bemærkes på bagsiden af bøgerne fra ungdomsklassiker-samlingen “Kaptajn Nemos Bibliotek”.

Lån bogen på Bibliotek.dk