Glimmerbøsserne Af Karin Brunk Holmqvist

Da jeg var barn, boede der på vores vej et par gamle brødre, der havde boet hjemme til forældrene døde, hvorefter de blev boende i barndomshjemmet. De blev altid kaldt “brødrene” – jeg anede ikke hvad de hed. De var lidt sære – og de var som en enhed, der hørte sammen. Sådan er de 2 brødre i denne bog, Albert og Henning, også.

De er et par originaler, gode som dagen er lang, hjælpsomme over for dem, der beder om hjælp, især godsejeren Oluf og hans dejlige hustru Louise. Nøjsomme lever de i deres lille hus – som i virkeligheden er Olufs – med udsigt til barndomshjemmet. De klarer sig med lidt – kan leve af kartofler og havregryn og en stump pølse. De passer på det de har, kører rundt på deres gamle cykler, som hele tiden skal pumpes, og får varerne pakket ind i en avis, så de også har læsestof. De er et eksempel på en uddøende type mennesker, som aldrig forlader den egn, hvor de er født, og stadig lever efter de regler deres mor afstak. Og får dårlig samvittighed, hvis de gør noget, deres mor ikke ville have syntes om.

Mens jeg læste om brødrene, fik jeg den tanke, at de ville være oplagte til at blive portrætteret af Søren Ryge. Man kan tydeligt se dem for sig – det er et virkelig godt portræt der er tegnet af brødrene gennem beskrivelser af deres handlinger og fåmælte samtaler. Der er mange morsomme episoder undervejs, og jeg følte mig godt underholdt. Der, hvor det kammer lidt over, er i slutningen af bogen, hvor det hele bliver lidt for rosenrødt, da de udnævnes som byens helte.

Jeg kan ikke lade være med at slutte af med et par herlige citater:

“Henning blev forlegen over sin iver og sad stille et øjeblik, men gik så over til køkkenbordet og begyndte at fjerne sørgerandene under sine negle med en gaffel. Bagefter åbnede han køleskabet og stak gaflen derind med en sammenbidt beslutsomhed. Det lignede næsten et stød med en billardkø. Da gaflen kom til syne igen, havde han spiddet et stykket røget pølse med sit nyligt anvendte manicureredskab, og pølsen blev stoppet i munden med et drømmende blik.”

“Albert pudsede næse i karkluden og hængte den tilbage over vandhanen. Fandens om jeg ikke også skal til at være forkølet nu.”

Lån bogen på biblioteket