Gigant af Rune Ryberg

En rigtig tjubang fabel for den unge læser… en kategori undertegnede falder udenfor, og det præger klart denne anmeldelse.

Rune Ryberg er uddannet animator fra animationsskolen, derfor virker det meget naturligt at ‘Gigant’ føles som en tegnefilm omsat på papir. Historien om drengen Gigant der er på en skovtur med kæresten Donna, som bliver slugt af et uhyre med tusind øjne er meget bizar. Et af uhyrets øjne løsrives og forfølger Gigant, som stikker af på sin motorcykel. Køretøjet rammes af stråler fra øjet og trylles om til et sværd som Gigant derefter bruger til at forsvare sig med. I en grotte møder han en gammel astronaut, der ser ud som om han er blevet mumificeret inde i sin rumdragt. De to jagtes derefter af ottebenede helvedeshunde, astronauten bliver ædt levende og Gigant klatrer op på et bjerg, hvor han skal konfrontere sit eget alterego, der netop er en kæmpe – en rigtig gigant.

Helvedeshundene er fede nok, astronauten er helt genial, jeg kan bare ikke forliges med hverken den underligt tegnede hovedperson – se ham smile, der ser helt forkert ud, og en handling der ikke føles specielt gennemtænkt men i stedet opleves som en slags flow, hvor Ryberg lader det ene scenarie afløse det andet. Han har taget udgangspunkt i skovturen og digtet frit derfra. Arbejdet med historiens spændingskurve har ligesom kun haft en mål, nemlig at spænde buen hårdest muligt.

Ekstramaterialet hvor Ryberg fremviser sine skitser og fortæller lidt om tilblivelsen er mere interessant, og der er eksempler på helt andre tegnestile, der stikker kraftigt ud fra den let kantet-gnidrede stil der er valgt til albummet. Det grafiske udtryk i en tegneserie er ekstremt vigtigt, og her generes mit øje mere end jeg overraskes.

Men en ti-årig knajt vil nok få rigeligt med slagkraftig underholdning for pengene, så hvis den unge læsehest mangler ‘stof’, er Gigant et klart hit.