47
2017
978-87-996776-3-4
Gespenster
Nr. 21 af 100
I denne historiesamling præsenteres læseren for seks korte små fortællinger, der alle involverer spøgelser og spøgerier. Som bogens intro beretter er de alle historier samlet op af et spøgelse, der vandrer omkring på jorden, og ikke har fundet fred. Der er alt fra novellen om en halloween, der ikke går som planlagt, til fortællinger om mord og hævngerrighed. Der er også den klassiske historie om et hjemsøgt hus med et ulykkeligt spøgelse – Dette er i min optik den bedste novelle i samlingen. Hver historie giver sit eget lille bud på, hvordan mødet med det overnaturlige kan finde sted – Og ikke alle slipper lige godt afsted med dette møde. Nogle fortælles som menneskets møde med spøgelser, mens andre fortælles af spøgelset selv. Historierne er uafhængige af hinanden.
‘Gespenter’ er en samling af spøgelseshistorier, der ikke fik det til at gyse i mig. Historierne formåede desværre ikke at fange mig ind i deres stemning og tage mig med ind i mystikkens verden. Flere af novellerne var grusomme, og berettede om forfærdelige handlinger og hændelser. Men for mig var det ikke nok. Jeg savnede at kunne leve mig mere ind i fortællingerne og få en bedre forståelse af personerne, og det følte jeg ikke jeg opnåede i de meget korte historier. Jeg havde nærmere en følelse af at sidde og læse en samling af stile skrevet i en folkeskole.
Den lille novellesamling om spøgelser er dog spøjs og anderledes, og de tre forfatteres historier falder fint i hak med hinanden.