Gæstehuset af Arne Ziebell Olsen

Carina får tæsk af sin mand. Mange tæsk. Hun stikker af med sønnen Sebastian, ned til Langeland og hendes farmors gård som hun har arvet – en arv hendes mand ikke kender til. På vej dertil møder hun Michael og hans datter Sarah. På farmorens gård møder hun Jurek, en polsk hjemløs, der er flyttet ind i laden. I Rudkøbing møder hun en af farmorens gamle veninder, Rosa, der er dement. Carina tager hende med hjem på gården.
I mellemtiden har Carinas mand fundet frem til hende, og et opgør truer.

“Gæstehuset” er en på alle måder mærkelig bog. Historien i sig selv er noget for sig selv, men måden Arne Ziebell Olsen fortæller den, er også speciel. Det er lige ud ad landevejen, letlæst og uden en hel masse dikkedarer. Indimellem forsøger forfatterne at hengive sig til storslåede naturbeskrivelser, men tager heldigvis sig selv i det hver gang, for det virker kunstigt og malplaceret.

“Gæstehuset” er Morten Korch med et twist af noget bizart. Men selv om historien isoleret set er utroværdig, formår Arne Ziebell Olsen alligevel at skrive let og overbevisende, så jeg faktisk tror på historien. Til at begynde med irriterede bogen mig. Det var for dumt, og jeg var overbevist om at “Gæstehuset” ikke kunne hente mere end en enkelt stjerne hjem.
Nu har jeg læst hele bogen, og bliver nødt til at give den et par stykker mere. Uden at kunne sætte fingeren på hvad der er med den bog, må jeg erkende at den alligevel i nogen grad krøb ind under huden.

Og slutningen… Den havde jeg ikke set komme. Eller også havde jeg, for den kan ikke slutte på andre måder.

Lån bogen på bibliotek.dk