Går du nu, er du ikke længere min datter af Anne Bitsch

Dette er en fortælling om Kamma og Anne. To kvinder, tæt forbundne, mor og datter.  Der var stor kærlighed imellem dem – men desværre også både fysisk og psykisk vold. Kamma magtede ikke tilværelsen og svigtede sin datter gang på gang, hun var psykisk syg og medicinerede sig selv med store mængder alkohol. Hun formåede ikke at give Anne tryghed og omsorg, men tænkte mest på sine egne behov. Tilsyneladende var der ingen, der bemærkede, hvordan det i virkeligheden var fat – i hvert fald var der ingen der greb ind – selv om både mor og datter kunne have brugt hjælp udefra.

For at bogen ikke kun skal være baseret på Annes egne erindringer, tager hun som voksen tilbage og opsøger mange af de personer, der kendte hende som barn. Hun prøver at finde svar på, hvorfor hun ikke fik hjælp, hvorfor ingen SÅ hvad der foregik. Der er mange undskyldninger: ’Det var en anden tid’ – ‘Det var ikke let at gribe ind’ – ‘Man vidste ikke bedre’.

Anne er den stille, dygtige pige i skolen, hun klarer sig godt fagligt –  samtidig med at hun er den, der måtte holde styr på hjemmet, gøre rent, vaske tøj, smøre sin egen madpakke. Betroelser til en lærer – og efterfølgende en samtale med en sagsbehandler i kommunen, hjælper ikke Anne. Tværtimod.

Som 13-årig er hun på ferie med sin far – hvor han forgriber sig på hende. Længe går hun alene med hemmeligheden, kan ikke tale med sin mor om det, føler sig skamfuld og skyldig. Da overgrebet endelig bliver sagt højt, bliver det bagatelliseret og omtalt som ’en konflikt’. Et voldsomt svigt.

’Det føltes, som om noget koldt og skarpt spredte sig indvendig. Skam er som kræftceller; man kan ikke se dem udenpå, men de æder dig op indvendig. Og du dør lidt hver dag. Du er tavs og får ikke trøst.’

Det er en meget personlig bog, Anne Bitsch har skrevet – samtidig med at hun omtaler overgreb på andre børn, inddrager statistik og undersøgelser og dermed gør bogen til mere end sin egen historie – hun håber med sin bog at hjælpe andre udsatte børn. Hun skriver således til slut i bogen:

’Projektet handler om noget større end mig og os. Min historie er bare én blandt mange. Selv om den ikke nødvendigvis er repræsentativ, har den stærke lighedstræk med skæbnerne for andre børn, der på forskellig måde bliver udsat for omsorgssvigt i dag: der er en mur af tavshed rundt om forældrene, der begår dette, og en voldgrav af berøringsangst fra omgivelserne, som overværer det – eller af forskellige årsager ikke ser eller vil se.’

Hun er gået grundigt til værks, hendes akademiske baggrund fornægter sig ikke. Der er mange henvisninger i bogen, bagest er der således 10 sider med noter og 6 siders litteraturliste. De mange kildehenvisninger, herunder morens mange breve, besøgene i barndommens byer og samtalerne med dem, der kendte familien, viser en seriøsitet og grundighed i arbejdet med bogen.  ’Sandheden er, at jeg er dødsensangst for at udgive denne bog’.

Jeg forstår godt angsten og overvejelserne – hvordan vil afsløringerne blive opfattet, vil hendes baggrund påvirke andre menneskers opfattelse af hende, hvordan vil de involverede reagere?

Selv om det ikke just er munter læsning, er det er en meget velskrevet bog, og jeg vil absolut anbefale andre at læse den. Særligt personer, som har med børn og unge at gøre i hverdagen. Det er ikke en hurtigt læst bog, for det er på mange måder tung læsning. Men det er bestemt en både vigtig og modig fortælling.

Lån bogen på biblioteket