Friederikesdal af Rune T. Kidde og Ida Holst

Husker du Rune T. Kidde? Kendt og elsket for “Den grumme ælling” og “Den lille møghætte og pulven”. Det var også Kidde, der engang ved juletid yndefuldt erstattede bogstavet J med P, så danskernes smukke højtid pludselig blev befolket af pulemænd i pissedragter.

Desværre døde Kidde, inden han fik skrevet sidste kapitel i e-mailromanen “Friederikesdal”. I stedet har Ida Holst skullet samle alle løse ender i deres fælles bogprojekt og binde sløjfe på det vildtvoksende drama. I respekt for sin alt for tidligt afdøde penneven har Holst efterladt en blank side efter Kiddes sidste indslag. I forordet tilføjer hun: “Hvis Rune havde været her, så havde han med garanti ikke accepteret min slutning … han havde lavet en uigenkaldeligt afsluttende slutning, for sådan var Rune.”

Helt enig. Kidde ville med garanti have fundet på endnu et benspænd og sovset det ind i endnu mere af sit velkendte glade vanvid.

Hvorom alting er. Ida Holst kunne godt tænke sig en handling baseret på Kiddes “Ækle Æventyr”. Nej tak, siger Kidde, han vil hellere skrive noget, hvor slutresultatet ikke er kendt på forhånd. Holst kvitterer med kapitel 1 i noget, hun forestiller sig, skal være et kærlighedseventyr, hvor den unge adelsfrøken Adelaide til en Brahms-koncert får øje på en interessant mand…

Nu kommer Kiddes første af mange benspænd. Hans kapitel 2 er skrevet af den ældre velhaver Jean Paul, som både har glemt koncerten og Adelaides søster Agnete, der skulle være deres fælles bindeled. I kapitel 3 prøver Holst at holde stilen og skriver et høfligt svar fra Adelaide. Kidde lader nu Jean Pauls overfriske søn Jan erobre mailkorrespondancen, og så er den romance effektivt slået ihjel.

“Friederikesdal” består af 43 mails/kapitler, hvor Kidde som en anden pyroman sætter fuldt blus under sine indslag – med konstant skiftende, splittergale afsendere – mens brandslukkeren Holst søger at dæmpe gemytterne og blot lader sin adelsfrøken fortvivle mere og mere, som handlingen skrider frem.

Vekselvirkningen fungerer udmærket. To rablende tosser havde nok været én for meget. Men uden Kidde var det blevet for pænt. Hans forbryderbande, der alle bærer navnet Jensen, og hans kriminalkommissær (som også hedder Jensen) tipper historien over til at blive en yderst blodig og stedvis ret sjov krimi.

Uskyldige havenisser tortureres på det grusomste, mens gamle Jean Paul ikke alene bliver kvalt i en snasket sovepose, men inden sin død tillige “flamberet i en wok og kogt i en trykkoger med et vinkeljern i øret.”

Romanen er ultrakort, ganske sjov og allerede på vej i glemmebogen.

Lån bogen på bibliotek.dk