178
2023
978-87-7085-963-9
Sidste bind i Riad Sattoufs selvbiografiske tegneserie er ligeså fantastisk som sine forgængere.
Selvom hans far for næsten tyve år siden er stukket af til Syrien med lillebror Fadi, spøger faren stadig så meget at Riad må finde sig en terapeut. Familien er ved at falde fra hinanden. Hans fede morfar, – fed i både fysisk og psykisk format, dør pludseligt, og mormor og hendes mand er begge fysisk afhængige af hjælp. Mormor med begyndende demens. Og mor lever stadig i et psykisk trauma efter tabet af yngste søn Fadi. Med mellemrum modtager Riad mails fra sin far i Syrien, altid med samme budskab: din mor er et forfærdeligt menneske, du skal ikke tegne men studere medicin, ligesom dine syriske fætre og kusiner, og du skal komme til Syrien.
Riads karriere som tegner tager langsomt og fattigt form. Han må igennem utallige afvisninger, bo i et hummer hvis eneste vindue vender ud til en baggangen hvor nabokonens toilet befinder sig. Han får tegnet og udgivet et par album uden at tjene synderligt på dem. Men efter et tilfældigt møde med en anden tegner på en kongres, kommer han med i en lille gruppe tegnere med egen tegnestue, og så sker der noget. De andre er længere i karrieren, og deres indspark sender Riads fantasieventyr på porten og peger ham i retning af det mere selvbiografiske format. Da han er ved at finde formen omkring sin selvbiografiske tegneserie er bliver det hele lidt meta, uden at det forstyrrer eller virker kunstlet. Han er på ingen måde selfed.
Tak, Riad Sattouf. Det har været en fornøjelse at følge dig.