Fra smørhullet af Kirsten Hammann

Mette var kunstner med succes. Så blev hun gift med den store forfatter Søren. Så var hun Sørens kone. Så blev deres vinduer malet sorte igen og igen. Så forlod Søren Mette, og så var hun pludselig ikke rigtig nogen mere.

”Fra smørhullet” er en fascinerende roman, der i billeder fra Mettes (for det meste indre) liv, giver et godt bud på den moderne danskers eksistentielle problemer. Dødsangsten lurer lige om hjørnet, penge er ikke noget problem, der tænkes godt og længe over madritualer, og der leves efter den vestlige verdens dårlige samvittighed – dén, der ikke tager højde for, at de økologiske kiwifrugter er dårligere for miljøet end de sprøjtede, fordi de skal transporteres længere (!). Tanker om flæskesteg og naboernes sexliv blandes sammen med terrorisme, krig og andre forfærdeligheder. Surrealismen hviler under det hele.

Romanens form er spændende i sig selv. Den minder på sin vis om en dagbog: korte tekster i daterede indlæg, men det er ikke i jeg-form, og fortælleren træder ofte reflekterende et par skridt tilbage for at betragte Mettes udvikling, eller manglen på samme. ”Fra smørhullet” er tankevækkende, deprimerende og stadig humoristisk, grænsende til slå-sig-på-lårene sjov, som når Mette får et sponsor-barn fra Burkina Faso og til sin store rædsel opdager, at han hedder noget så politisk ukorrekt som Sambo.

På forførende vis lokker romanen sin læser i de snedigste bagholdsangreb. Man føler sig sikker, nyder teksten og de genkendelsesglimt, der med jævne mellemrum lyser op, og så falder mor Hammanns satiriske hammer:

”Tænk, hvis man skrev en roman om sådan en som Mette. Så ville mange af dem, der læste om hendes næstekærlige holdninger, superegoisme, drømme om forandring og ekstreme dovenskab, kunne læne sig endnu mere mageligt tilbage og føle sig både genkendt og forstået. ”Gud, det er jo lige sådan jeg har det”, kunne man sige. ”Jeg føler der er så meget forkert i verden, men jeg kan simpelthen ikke overskue, hvad jeg skal gøre ved det. Er vi virkelig så mange, der har det sådan? Vi mener det så godt, men vi er magtesløse”.” (s.186)

lån bogen på biblioteket