Fortryllersken fra Firenze af Salman Rushdie
367
2009
978-87-02-06879-5
The Enchantress of Florence
En historisk fabelroman om mødet mellem Europa og Østen i 1500-tallet.
En ung, lyshåret og yderst veltalende mand fra Firenze ønsker at møde en magtfuld indisk stormogul. Han har en fantastisk historie at fortælle. Efterhånden bliver hele kejserdømmet optaget af hans fortælling, lige fra de jævne bønder til det velnærede hof. Men hvem er den lyshårede fremmede, som bærer mange forskellige navne og binder folk med sine tryllekunster og sproglige færdigheder, og hvor meget af hans fortælling kan man stole på?
Jeg må indrømme at jeg kom på noget af en prøve da jeg skulle i gang med dette værk. Sjældent har jeg læst noget af en forfatter der er så belæst som Hr. Rushdie. Det slår en når man vender den sidste side i romanen og bliver konfronteret med den syv sider lange kildefortegnelse der har ligget til grund for denne roman.
Jeg følte mig utroligt ydmyg over at bladre siderne igennem og opdage at Salman Rushdie namedropper historiske begivenheder, for længst uddøde kulturer, deres sprog og teknologiske indretninger, med den største selvfølgelighed. Der er meget at holde styr på i denne roman (for slet ikke at tale om det enorme persongalleri), selv med en bærbar computer fastlåst på wikipedia ved sin side.
Og selvom det føles helt blasfemisk at kritisere Salman Rushdie, så var dette netop svagheden ved denne roman, i hvert tilfælde for mig.
Plottet, der ellers er utroligt spændende, bliver mudret af myriader af sidehistorier og historiske personer der stikker hovedet forbi, men ikke bidrager med noget væsentligt for fortællingen. Der blev for mig til sidst så meget at holde styr på, at det stjal lidt af min læselyst.
Men når det er sagt, så må jeg sige at jeg ellers var ret begejstret for dette værk. Sproget i ”Fortryllersken” er magisk og måden han konstruerer sine sætninger på minder ikke om noget jeg tidligere har læst. Det handler om at holde tungen lige i munden når man læser, og en fremmedordbog kan være livreddende, medmindre man er vant til at slynge superlativer som Apokryf eller Sykofant om sig. Men for en etymologi-amatør som mig, gav det romanen en ekstra dybde, som der skal arbejdes for nå frem til, men som også er utroligt givende.
