0 kommentarer

Forestilling om det tyvende århundrede Af Peter Høeg

af d. 15. maj 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

334

Udgivet

1988

ISBN

87-7357-146-6

 

“Forestilling om det tyvende århundrede” lægger op til en storslået fortælling. Peter Høeg indleder med at skrive “Dette er De Danske Drømmes Historie, det er et referat af hvad vi har frygtet og drømt og håbet og forventet i dette århundrede.” og påbegynder således fortællingen om en række personers liv og dertilhørende drømme med mere.
Som enhver anden stor fortælling rummer denne masser af lidenskab, drama, sex og eventyr. Sproget er levende og består både at talesprog, bandeord og en ikke-alvidende fortæller, der forholder sig undrende til nogle af personernes optræden.

Man kunne næsten tro, at man her gik en moderne udgave af Blixen i møde. Desværre er det slet ikke tilfældet – for mig i hvert fald. At fortælleren konstant lader som om han referer virkelige hændelser og undskylder, at han ikke helt ved eller forstår, hvad der sker hos hovedpersonerne, bliver temmelig trættende og på grænsen til nedladende at ‘høre på’ i længden. Samtidig byder det fri sprog på vendinger som at få “små flade i den hvide militære nummergøj”. Jeg skal ikke kunne afvise, at jeg er en sippet læser til tider, men jeg krummede tæer, da jeg læste dette. Samtidig er der på trods af de store anstrengelser noget tomt og intetsigende ved personerne. De var glemt så snart jeg havde lukket bogen.

Der er mange gode virkemidler i spil, men det fungerer desværre ikke i praksis for mig. Jeg må indrømme, at jeg glædede mig til at få bogen overstået.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter