Først er jeg drengen af Bo Green Jensen
193
2015
978-87-638-4273-0
Fred, kærlighed, kosmos, natur, Gud og et glorificeret udkanstdanmark.
Jeg havde glædet mig ubeskriveligt til igen at læse noget af den skarpe journalist/forfatter Bo Green Jensen, men selv kritik af samtidens manglende forståelse af det væsentlige pakkes ind i sukkerpapir som i
Landskabets lære:
Til sidst kan jeg endelig se at det ikke betyder en døjt om jeg lever / Når blot jeg dør med munden helt åben og fuld af jord fra dette sted // Så kan du tale nok så meget om flugten fra landet / Du kan sidde hos studieværten og gøre dig klog på tendenser / I kan drøfte affolkningens demogafi / I kan enes om udkant og værdier der forsvinder / Når byerne lukker ned i provinsen // Hvis du ikke er født her / Ved du ikke / Hvad det vil sige at dø her / Som ekspertvidne er du intet bevendt // Det er alligevel ankomsten / Som har betydning / Hver sne og hvert står og hver stjerne // Hver form er forskellig / Som dage i en barndom / Hver mand og kvinde / er parret midt i skabelsen / De elskende i kornet // Summen af farver er landskabets lære / Farverne er uden tid / Landskabet er uden alder / Derfor er mennesket nu
Det er selvfølgelig meget rart at læse sådan om en så enorm kærlighed til livet, til kæresten / konen / madammen og børnene. Om tab, der kan overkommes og om krigsherrer der ser tilbage og fortryder idet de nu er blevet klogere. Og syngende sex, livsglæde og stjerner. Men det bliver bare lide for basunagtigt, englelike og romantiserende sukkersødt. Den smule anstrøg der er af noget andet drukner for øjnene af mig. Til sidst var var jeg ganske simpelt nødt til at køre Bo Evers på repeat for at få lidt modvægt.
