92
2012
978-87-02-13391-2
Med denne debut skriver Jonas Rolsted sig fra første færd ind blandt eliten på det danske parnas!
Jonas Rolsted kalder selv teksten for “et digt”, men at koge bogen ned til dette ene udtryk vil være at begå overgreb på værket. Her er simpelthen tale om en udgivelse, der udfordrer vores hidtidige genrebetegnelser. Bogen er inddelt i 10 afsnit. Det første og det sidste af disse er sammenhængende tekststykker på hver et par sider. De 8 midterste består hver især af 30 nummererede tekststykker, der varierer i længde fra et par enkelte ord, til lige omkring en normalside – fælles for dem alle er de ultra skarpe formuleringer, og den gennemførte følsomhed.
“Solen etablerer en logik. Solen etablerer et sprog. Vi er selv sol. Se selv. Sol.”
I sin prosalyriske stil tematiserer værket så forskellige emner som; digtende subjekt overfor verden, arbejdet som social og sundhedshjælper, martyrdøden, alkoholisme og sproget i sig selv. Alt sammen er det skrevet med ordene gennemsyret af en sprællevende nerve og en allestedsnærværende forfatter således, at selv afsnittet med martyrdøden kommer med en aura af at være noget selverfaret. Sproget er på en gang drømmende, og samtidig knivskarpt således, at stemningerne skæres ud for læserens indre blik (hvis altså man tør lade sig rive med).
“De ‘individuelle’ oplevelser etablerer en logik”
Denne bog er skøn på alle niveauer – lige fra den smukke forside, til de ypperligt formulerede sætninger, så jeg kan ikke anbefale den varmt nok. En yderst gennemført, nyskabende og personlig debut! En ny stjerne har gjort sit indtog på den danske forfatterscene.
“Dråben er ben. Konflikten mellem indre og ydre virkelighed. Tids-Punkt. Tiden går gentagelser forståelige for os. Person lig. Koherte. Sol. Slagrækker. Byttetid. Flex Death.”