Flæsk Af Vanessa Joy Hobbs

Vanessa, en høj, tynd, langbenet pige, spottes allerede som 13-årig af et modelbureau og tilbydes et job som model – “jeg takkede jublende ja”. Men spotlyset har en bagside – som 14-årig rammes Vanessa af anoreksi, en sygdom, der er så ødelæggende, fordi hun på den ene side godt ved, at hun kan dø af det – på den anden side er hun besat af at undgå at tage på, især at undgå en mave, der buler ud.

Sygdommen er årsag til en masse angst – angst for at blive fed, angst for at andre skal opdage, at hun er syg, angst for at miste modeljobbet. Vanessa føler sig forkert, ikke god nok – ikke værd at elske. Det vises især i det meget anstrengte forhold, hun har til sin far, som har en ny kone, nye børn – der er ikke rigtigt plads til Vanessa, i hvert fald ikke den syge Vanessa, i hans familie. Hun skubbes mere og mere væk fra sin far – som mener hun er hysterisk og opmærksomhedskrævende – som glemmer hendes fødselsdage og end ikke dukker op til hendes studentereksamen, men nøjes med at sende en SMS med et “tillykke”. Vanessa vil så gerne SES af sin far – men hun føler sig mere og mere fremmed i hans hjem.

Mindreværdsfølelse over for klassekammeraterne, afmagt i forhold til det håbløse behandlersystem, der kun kender én behandling: tvangsfodring – frustration og vrede over ikke at blive hørt, men talt ned til og ydmyget af behandlerne, over den overfladiske pseudointeresse hun møder, er nogle af de følelser, der beskrives i bogen. Men også hendes perfektionisme som betyder, at hun ikke er tilfreds med mindre end topkarakterer i skolen.

Hun er ind imellem utroligt vred på sin mor, der er nødt til at overvåge hende, når hun spiser, og som – for at beskytte hende – fortæller modelbureauet om hendes sygdom; dog mærker man samtidig, at moren er det faste, kærlige holdepunkt i tilværelsen, og Vanessa er ked af at være en belastning for sin mor.

Jeg var længe om at læse bogen, for jeg var nødt til at læse den i små bidder. Den er fyldt med smerte og mindreværdsfølelse – især hendes fars svigt, men også de ubetænksomme bemærkninger, når modelbureauet f.eks. siger, at hendes hofter er 2 cm for brede og giver ny næring til tankerne om at være forkert, for tyk – er næsten ikke til at bære.

Det er en utrolig velskrevet bog, især når man tager i betragtning, hvor ung forfatteren er. Det har kostet stor overvindelse at udgive bogen, at fortælle om den sygdom, det har været så vigtigt at holde skjult for omverdenen. “Med denne bog tager jeg mit hidtil største skridt på vejen. Jeg står frem. Det har taget mig over fem år. Jeg har mig selv helt med”.

Det virker som om der er lys forude. Jeg håber for dig, Vanessa, at du vil tænke i andre fremtidsbaner end et liv som model. Du har en flot studentereksamen, og kan vælge mellem mange uddannelser. Du er stærk, klog, velformuleret, smuk – og har fremtiden foran dig. Jeg håber for dig, at du bliver rask og især at du lærer at holde af dig selv som den du er.

Lån bogen på biblioteket