Feberfrihed af Sophia Handler

Nogle gange kan det også blive for underligt.

I forlagets beskrivelse af digtsamlingen, står der bl.a.: “Mens feber er et tegn på sygdom, er feberfrihed den flimrende, hudløse tilstand efter sygdommen, hvor feberen sidder tilbage i kroppen som et spor af desorientering og svimmelhed, men også som en følelse af overvindelse og katarsis.” Det passer nok meget godt på “Feberfrihed” – i hvert fald det med desorientering. For jeg kunne simpelthen ikke finde hoved og hale i noget af det.

Digtsamlingen er inddelt i en række afsnit. Hvert afsnit indeholder en række digte, hvis respektive titler referer til afsnittets titel. De enkelte digte, har ikke noget med hverken sin egen eller afsnittets titel at gøre – i hvert fald ikke noget jeg fik øje på. Alle digtene er meget ens i deres opbygning. De indeholder sætninger der med lidt god vilje kan give mening i forhold til førnævnte titler, og de indeholder sætninger der ikke giver mening i forhold til noget. Måske er det her det med desorienteringen og svimmelheden kommer ind, og det kan i nogen grad give god mening. Men en hel digtsamling på den måde bliver for meget. Det er som at være svimmel og desorienteret 24/7 i 14 dage. Det er bare ikke rart.

Når det så er sagt, så kan jeg faktisk rigtig godt lide den måde Sophia Handler skriver på. Hun sammensætter ord og sætninger på måder man ikke lige ser hver dag, og får sproget sparket ud ad stier hvor det normalt ikke kommer. Der kunne gives mange eksempler på dette, men jeg vil blade op på en tilfældig side, og sætte fingeren et tilfældigt sted:

Afsnit: “Behandlingen”, digtet “Rosenrod”
Der findes eksaminer i genkendelse. At skelne imellem morgenmad og frokost. Man er fælles om chokolade med kokosfyld, opgaverne hvor der skal bruges en lineal. Vinden og emhætten er de maskiner, der kører. Tågebankerne danner en rullemadras. Barbenet ligger man der, uden betræk.

Det er sjovt, pudsigt, overraskende, og man bliver desorienteret når man læser det. Jeg har tidligere læst digte som jeg ikke forstod noget som helst af, men hvis sproglige skønhed gjorde at jeg faldt fuldstændig for det alligevel, f.eks. Inger Christensen: “Sommerfugledalen – Et requiem” og Theis Ørntoft: “Digte 2014”. Jeg forstår heller ikke noget af “Feberfrihed”, og finder heller ikke at samlingen har samme wow-effekt som førnævnte. Det overraskende sprog til trods, fangede “Feberfrihed” mig ikke. Men Sophia Handler kan skrive, og det håber jeg hun bliver ved med. Jeg er ikke skræmt væk, og læser gerne mere når/hvis det kommer.

Lån bogen på Bibliotek.dk