224
2023
978-87-7588-048-5
Fars kamp
1. oplag
Et lille tykt værk, som omhandler forældrelivet. Især set fra mandens perspektiv og nu hvor han er på barsel, så er det også et kig ind i at han oplever meget af det samme som kvinder i lange tider har oplevet. Gode om end ligegyldige råd, frustrationer over at mor til barnet ikke ser alt det han ellers laver, kedsomheden og til tider ensomheden. Glæden ved at have et barn. Forståelsen for at hans rolle nu er en anden og at det både er irriterende at være far fordi man ikke har samme frihed, men også fornøjelsen ved at have et barn og derfor må man indirekte påvirke andre til at de også skal få børn. Især hvis deres instagram profiler ellers er fyldt med rejser og andre fornøjelser, for det er da irriterende at kigge på og følge med i, når man selv kun har bleskift og putning at ordne. Fantasien om hvordan det ville se ud hvis det var barnet der skulle passe den voksne – det absurde men også let komiske i det.
En tegneserie som er dyster fordi den ikke nødvendigvis roser forældrerollen, men indirekte sætter spørgsmål ved mandens rolle som far. Og den er derfor både relevant men også ironisk. Det sidste nok mest fordi det jo stadig, heldigvis, er en glæde at få lov at sætte børn i verden.
Et anderledes værk som er meget enkelt i udtrykket, som er lettere tankevækkende og som har sin berettigelse ud fra at der vil være rigtig mange der kan føle det lidt som en ventil når de er trætte af at høre på barnet græder.
Det er et spøjst lille værk, men også et værk som ikke henvender sig til alle, for der vil være en hel del der vil finde værket overflødigt, da det ikke rigtig taler til dem. Her mener jeg som udgangspunkt dem der ikke har børn eller ikke ønsker børn. Og alligevel vil jeg mene værket kan læses af de fleste, for man får en vinkel på tingene som ikke er helt almindelig og det er befriende.
Anmeldereksemplar.