Et dukkehjem af Henrik Ibsen

Anmelderen har læst “En folkefjende”, som findes i “Et dukkehjem og fire andre skuespil”

“Ikke, om så hele verden faldt ned, bøjer jeg nakken under åget.” Der er noget på spil og store armbevægelser i Ibsens forrygende ”En folkefjende” fra 1882, et værk, der for en moderne læser, visse steder, kan virke både overdrevent og en kende uraffineret i sin indiskrete, højbårne idealisme, men som det ikke desto mindre – måske endda af samme grund – er en ren fryd at læse; overrumplende og opløftende, med saft, kraft og satire, og den læser, der ikke mindst en gang føler sin retfærdighedssans krænket, må være en træmand.

Handlingen udspiller sig i en lille kystby i det sydlige Norge. Et nyt kurbad spreder glæde og håb for fremtiden blandt byens beboere, da der med badet, følger både kapital, arbejde og omdømme. Men efter en række mistænkelige sygdomstilfælde, har byens og badeanstaltens læge, stykkets hovedperson Doktor Stockmann, fået foretaget en undersøgelse af vandet, der utvetydigt viser, at det er inficeret og yderst sundhedsfarligt. Herfra tager begivenhederne fart. For mens doktoren glæder sig ved sin opdagelse, stolt over at gøre sin borgerpligt og over at have ret, ser hans bror, byfogden anderledes på det. For ham at se, kommer det yderst ubelejligt, netop som byen er på vej op, og da reparationer og omlæggelse af vandledninger vil koste en formue, ønsker han at dysse sagen ned. De to brødre personificerer hovedkonflikten i stykket. Doktoren på den ene side er fremskridtets mand, der tror på videnskab, oplysning og de nye ideers primat. Byfogden er på den anden side den reaktionære autoritet, beskytter af det eksisterende og fastholder af et gammeldags, lagdelt samfundshierarki. Konflikten mellem nyt og gammelt, mellem de fremsynede og de bagstræberiske, er der stykket igennem, hvirvlende allehånde sidetemaer op, men dens formulering undergår en udvikling. Fra at handle om badeanstalten, får sagen et revolutionært tilsnit og doktoren taler med sine unge venner om at vælte bystyret. Kulminationspunktet er Stockmanns store tale i fjerde akt, hvori han gør konflikten til et generelt samfundsanliggende, noget der vedrører hele nationen, ja endog hele menneskeheden. Problemet er ikke magthaverne, men det passive, feje og uoplyste flertal: “Flertallet har aldrig retten på sin side. Aldrig, siger jeg! Det er en af disse samfundsløgne, som en fri, tænkende mand må gøre oprør imod. Hvem er det, som udgør flertallet af beboerne i et land? Er det de kloge folk, eller de dumme? Jeg tænker, vi får være enige om at dumme mennesker er tilstede i en ganske forskrækkelig overvældende majoritet rundt omkring på den hele vide jord. Men det kan da vel, for fanden, aldrig i evighed være ret at de dumme skal herske over de kloge!”

Der er nok ikke mange i dag der på denne måde vil gøre sig til fortaler for en åndsadelstanke, selv om der vel må være bred enighed om, at folkeoplysning er en god ting, men andre af stykkets temaer er stadig på dagsordenen den dag idag: Ytringsfrihed og ansattes loyalitet over for deres foresatte, revolutionen og dens nødvendighed, sandhed og retfærdighed overfor økonomisk vækst. Ibsen har altså ingenlunde tabt i relevans. Og så skriver han jo djævelsk godt. Læs ”En folkefjende”, fryd dig og bliv indigneret!

Lån bogen på bibliotek.dk