0 kommentarer

En sidste melodi af Lisa Genova

af d. 22. september 2018
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

280

Udgivet

2018

ISBN

978-87-638-5821-2

Originaltitel

Every Note Played
Oversat af Ulla Lauridsen

Udgave

1. udgave

 

Lisa Genova har gjort det til sit speciale at skrive romaner om personer, der rammes af alvorlig sygdom. Hun blev for alvor kendt for bogen (og filmen) ’Stadig Alice’, som handler om Alzheimers, senest har hun skrevet ’En sidste melodi’ om den frygtelige sygdom ALS, en sygdom, der ikke kan helbredes. Stephen Hawking er nok en af de personer, der levede længst med sygdommen – de fleste lever ikke ret længe med ALS. Lisa Genova har en ph.d. i neurovidenskab, og man kan mærke, hun kender sit stof og har sat sig grundigt ind i de frygtede og alvorlige sygdomme, hun skriver om.

I ’En sidste melodi’ møder vi solopianisten Richard, som lever og ånder for sin musik. Han er en dygtig pianist, perfektionist til fingerspidserne og netop i gang med en længere turné, da han oplever, at hans ene hånd ikke rigtigt lystrer længere. Det er starten på den grusomme sygdom, som har ramt ham.

Richard er 45 år, han bor alene, han og Karina er skilt, og datteren er flyttet for at gå på universitetet. Der er megen bitterhed i forholdet mellem Richard og Karina. Karina føler sig svigtet, hun måtte ofre sin egen karriere for at Richard kunne få succes som pianist, og den offerrolle dyrker hun. Selv om hun for intet i verden ville have undværet sin datter, var hun meget alene med ansvaret, mens datteren var lille. Nu må hun igen ofre sig for Richards skyld.

Da Richards sygdom hurtigt forværres, flytter han ind i huset til Karina – det er en nødløsning, for han kan ikke længere bo alene i sin lejlighed. Ud over at følge Richard og hans sygdom, som gør ham mere og mere afhængig af andre, kommer vi også nærmere ind på, hvad der gik galt i forholdet mellem Richard og Karina.

Bogen tegner et billede af denne frygtelige sygdom, som først rammer Richards hænder og arme – hans arme hænger slapt ned, han kan ikke åbne køleskabet, når han er sulten, kan ikke selv gå på toilettet, kan ikke klø sig i hovedet. Senere rammes også hans åndedræt og hans tale. Hele tiden prøver han at se optimistisk på tingene, og udskyder samtidig vigtige ting, bl.a. at få talt med sin ekskone og datter om sine følelser og sine svigt. Og en dag er det for sent.

Det er en meget rørende fortælling, og det virker som en realistisk beskrivelse af sygdommen. Ud over at handle om ALS fortæller den også historien om et par, hvor gensidige løgne og svigt ødelagde deres forhold – det viser sig, at ikke kun Karina har grund til at føle sig svigtet – også hun er en bedrager. Karina har gjort sit til, at deres datter har taget sin mors parti. Kan hun og hendes far nå at nærme sig hinanden, før det er for sent?

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter