326
2023
978-87-400-8464-1
1. udgave, 1. oplag
En fantastisk bog, der delvist bygger på Jeanette Øbros egne oplevelser – og så tænker man måske, åh nej ikke endnu en autofiktiv roman, der roder rundt i dårlig opvækst. Men nej – det er en helt særlig bog i en kaliber, jeg ikke har læst længe. Den rammer en i hjertekulen og afdækker en af vores store samfundsudfordringer i disse år. Tidspres og personalemangel på hospitalernes fødeafdelinger.
Citat bagsiden: ”Stefanie vil være jordemoder, selvom hun både er bange for nåle og for, at der skal ske noget forfærdeligt med kvinder og børn. Og det gør der en dag, kort tid før hun er færdiguddannet. Der sker en obstetrisk katastrofe. I stedet for at være jordemoder bliver Stefanie forfatter, for det er der ingen, der kan dø af. I hvert fald kun på papiret”.
Stefanie har hele sit liv levet med angst og utryghed, og da hun begynder at gå i terapi, indser hun, at hun må prøve at komme tilbage til jordemoderfaget for at se frygten i øjnene. Hendes mand og to voksne døtre bakker op, og Stefani kommer i genopfriskningspraktik på et dansk sygehus.
Her tages hun varmt imod af såvel ledelsen som kollegerne, der for de fleste vedkomne er yngre end hende selv. Skridt for skridt får hun mere og mere selvtillid og får magt over fagligheden igen og genfinder glæden ved dagligt at hjælpe til ved et af livets store mirakler – et lille menneskes første fødselsdag.
Jeg blev totalt grebet af romanen, der fint og nænsomt fortæller ikke kun om Stefanies liv og udfordringer, men også om dagligdagen for jordemødrene, der er under et enormt pres på grund af personalemangel, dårlig løn og skiftende arbejdstider. Udfordringerne er beskrevet så intenst og jordnært og dog ufordømmende, at bogen burde være pligtlæsning for vores politikere.
Romanen skildrer, hvor fantastisk og nogle gange grufuld en fødsel kan være, og Jeanette Øbro formår at tegne persongalleriet op for både Stefanie, personalet på afdelingen og de fødende, så det synes som om man står ovre i hjørnet i hvid kittel og følger med. Ikke alle der kommer ind på en fødeafdeling kommer hjem med et levende barn, og det var et af de fødselsforløb, som berørte mig dybt.
Formatet er lækkert – omslaget smukt illustreret med linoleumstrykket ”I kærlighed svøbt” af Julie Rostrup Jakobsen.
Bogen fortjener et stort publikum, og jeg tænker at især sundhedspersonale vil kunne forstå et spadestik dybere end jeg, så læs, læs, læs.