En aften i december af Delphine de Vigan

Hovedpersonen, Matthieu Brinn, er en 45-årig forfatter, som få år før fortællingens begyndelse har fået sit store gennembrud. Han er gift med Elise på 10. år, og de har to sønner.

Tidligere, før sit ægteskab, har han haft mange kvindelige bekendtskaber. En af dem, Sara, mødte han i et fly kort før sit ægteskab, og de havde en kort, men meget intens affære.

‘Han har valgt det liv, han fører.’  – han har valgt livet med Elise og deres to drenge, en tilværelse i kontrast til sin egen barndom ‘..at hans mor fik ni børn og ikke opfostrede et eneste af dem’. ‘..de blev fordelt hos plejefamilier inden for en omkreds af cirka hundrede kilometer…’  Samtidig har han fravalgt at erobre nye kvinder. Han lever et regelmæssigt liv, hvor dagene er nogenlunde ens.

Matthieu er nærsynet, men ‘Nogle uger efter sit bryllup holdt han op med at bruge briller’. Det tolker jeg som en symbolik, en ubevidst beslutning om ikke at se de smukke kvinder i hans nærhed, kvinder han tidligere ville forsøge at erobre. Han ser alt med et slør for øjnene. Det er, som om han lukker verden lidt ude og vælger at koncentrere sig om sit liv som ægtemand og far. Han har erotiske drømme om kvinder, som i drømmen forsvinder i det øjeblik, han tror, han kan røre dem. ‘Uden for sit hjem har han vænnet sig til at holde sig væk fra ting og mennesker – holde dem på afstand – for at aktivere sit indsnævrede forskønnede syn, der udvisker ujævnheder og skjuler kroppe for ham’

Nu er han som sagt en kendt forfatter, og han får en masse fanbreve. En dag dukker et specielt brev op – i en håndskrevet kuvert ligger et langt brev fra en kvinde, som ikke underskriver brevet, men Matthieu får en klar fornemmelse af, at de kender hinanden. Brevet er skrevet af Sara, og flere breve fra hende dukker op. Lange breve, som læseren også får at se.

Brevene fra Sara åbner hans øjne – han finder sine støvede briller frem igen og ser pludselig verden klart. Begæret efter Sara kommer op i ham igen og livet med Elise falmer. Han bliver besat af at skrive, det er det eneste han higer efter, han lukker sig inde, lukker Elise og drengene ude. ‘Elise har ikke længere en krop. Eller rettere sagt: Elise har en krop, han ikke længere begærer.’

Bogen greb mig, og den var svær at slippe. Vi ser tilværelsen med Matthieus øjne og følger ham, da han mister kontrollen med sin tilværelse – da han tager brillerne på og ser verden klart.

En lille, men indholdsmæssigt fyldig bog. Bogen er skrevet i 2015, men er først nu oversat til dansk.

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket