0 kommentarer

Egyptologen af Arthur Philips

af d. 29. december 2007
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

475

Udgivet

2005

ISBN

87-638-0115-9

Originaltitel

The Egyptologist

 

Egyptologen er en charlatan og svindler der i 1922 søger efter den sang omspundne kong Atum Hasus grav. Udgravningen finansieres af hans forlovedes rige far i USA. Svindleren, pigen og faderen kommunikerer via telegraf og brevpost, og på den måde fortælles historien. En forsker fra universitet i Oxford indblandes i sagen, da det viser sig at egyptologen/svindleren aldrig har studeret på universitetet, og da en anden egyptolog forsvinder i ørkenen kobles en privatdetektiv på sagen. Det er allerede fra starten af klart, at egyptologen ikke er den han udgiver sig for at være.

At afvikle en krimi udelukkende ved hjælp af personernes indbyrdes korrespondance er nyt. Det giver forfatteren mulighed for at sætte sin helt egen dagsorden. Der er meget at gennemskue, idet der fortælles via forskellige personer, som alle har deres egen subjektive opfattelse af begivenhederne. Flere situationer er gengivet fra flere personers synspunkt, og det er en fin detalje. Desværre drukner det hele i unødvendige ord. Alle hovedpersonerne er fuldstændigt ubegrænsede ‘ordartister’, – nogen gange skal læseren selv vandre tværs gennem ørkenen for at finde et punktum. Der fortælles i en meget selvhævdende tone, hvilket er meget trættende i længden. Dertil kommer at skriveriet mellem svindleren og hans forlovede er så klistret sukkersødt og svulstigt, at det næsten er kvalmefrembringende at læse. Svindlerens beskrivelser af udgravningsarbejdet og hans fund er til dels faktuelt, men iblandet en så følelsesladet sprogbrug at det bliver perverst. Det kan måske retfærdiggøres idet der er masser af sex i den ægyptiske mytologi, med det ender som en alt for stor mundfuld at sluge. Hans fremskridende sindssyge gør at han ikke kan skelne mellem Kong Atum Hadus liv og sit eget. Ting der sker for egyptologen fortælles som om det er sket flere tusind år siden for kongen.

På dansk er ”Egyptologen” udgivet i serien ‘Forum Krimi’. Krimi er der ikke meget af. En hovedperson der udgiver sig for at være en anden, lumre homoseksuelle undertoner, et muligt mord (uden lig); ting der gør at ”Egyptologen” minder meget om ”The talented Mr. Ripley”. Spørgsmålet er om ikke Arthur Phillips har haft en god fortælleteknisk idé, og dermed har haft chancen for at skrive noget originalt og banebrydende, men ikke har haft en historie til at bære projektet igennem.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter