330
2014
978-87-638-3264-9
Laban, hedder han, Susan Svendsens mand. Laban. Fordi hans mor allerede ved fødslen så hans lighed med en barokengel og derfor instinktivt følte det nødvendigt at stikke ham en ”lille velanbragt kæp i hjulet.” Kæppen i hjulet forhindrer ham ikke i at udfolde hvad anelsen meddelte, så han studerer klassisk komposition ved konservatoriet og møder Susan, der finder sjælefred i det periodiske system og studerer fysik hos en nobelprismodtager.
To børn og tyve år senere er vi ved romanens begyndelse og kærlighedsforholdets afslutning. Susan og Laban Svendsen har aftalt skilsmisse, og parrets samliv fortælles derfor fra en sval skygge på den anden side af en gennemført vision. Familien Svendsen hentes hjem fra Indien, hvor de alle har boltret sig uden for lovens rammer og været forfulgt af mafia, politi etc., for at løse et problem for den danske regering. Problemet er Susan den eneste der kan løse, fordi hun besidder en unik egenskab: hun fremkalder oprigtighed. Med denne evne som våben skal hun finde ud af, hvad en top-hemmelig fremtidskommission har talt om på deres allersidste møde.
I romanens rum, som lokaliserer et København i en forestillet fremtid, bevæger Susan sig adræt og velkendt rundt og opsporer kommissionens medlemmer. Familien Svendsen er på én gang forfølgere og forfulgte, mens de forsøger at finde svar og samtidig flygter fra de mørke kræfter, som helst ser svarene fastholdt i mørket. Og som i ethvert vaskeægte spændingsunivers lokkes der med hemmelige og sindrigt udarbejdede gangsystemer under byen, penge i læssevis og intet-er-som-du-tror.
Høegs konstruktion af fremtidskommissionens evner udgør i lighed med Susan Svendsens oprigtighedsfremkalder en metafysisk dimension i bogen. Disse to elementer fremstår anakronistiske og mytiske midt i romanens tempobelagte højpræcisionsvirkelighed.
Politisk udkrystalliserer romanen enhver klimabekymret og politikerchokeret læsers værste mareridt. Korruption, løgne og ekstremt magtmisbrug danner den muld, som romanens plot vokser op af. Og her er effekten af Susan anti-stoffet. Uigennemtrængelige og uhyggelige magtmænd tager tomlen i munden og bekender deres synder og seksuelle længsler til Susan. På den måde demonterer Peter Høeg på én gang myten om den ultimative skurk og skræller habitten af den køligt magtfulde mand, og det er faktisk ret sjovt.
En åbenlys fascination af præcis og intelligent handlekraft sætter sig igennem i opbygningen af romanens venusbærende køn. Romanens kvinder er fysikere, diskoskastere, atomvåbenbyggere. De bor alene i ombyggede kirker og kolossale kasser på strandvejen, og ensomheden er ikke tilfældig, eksilet ikke skamfuldt: romanen bærer en fortælling om ensomhedens sammenhæng med såvel genialitet som integritet og rå styrke.
Dobbeltloyalitet, ekstrem dekadence og korruption drypper fra væggene i denne roman, hvor samfundets bærende søjler står porøse og vaklende under en scene, hvorpå der med venstre hånd opføres ”et demokratisk og solidarisk Danmark”, mens landets elite tjekker ud.