419
1994
87-568-1244-2
El club Dumas
Dette er den vel nok mest spændende intellektuelle krimi, der er begået siden ‘Rosens navn’.
I grunden er der tale om to sideløbende plots, som i og for sig også kunne have været geniale som basis for hver sin beretning.
Bogdetektiven Lucas Corso skal finde det originale manuskript til et kapitel fra ‘De Tre Musketerer’, hvilket har den mystiske virkning, at han med jævne mellemrum støder ind i personer, som minder om karakterer fra Dumas’ roman.
Samtidig er han ude på en opgave med at sammenligne autenticiteten af tre eksemplarer af en gammel satanistisk bog, og her spiller ni gamle træsnit en central rolle i handlingen. Det er en genistreg at lade disse træsnit være afbildet i bogen og man bliver revet med af de mysterier, bogdetektiven trin for trin bliver midtpunkt i.
Samtidig har Pérez-Reverte ingen problemer med at få tegnet et helstøbt portræt af sin hovedperson med hans hang til stærke cigaretter og kold genever, og i det hele taget må det fremhæves, at den handling, der kan tage sig søgt og kompliceret ud i referat, oprulles med virtuos behændighed af en forfatter, der ikke er bange for at stå ved Umberto Eco, Alexandre Dumas og Conan Doyle som nogle af de glimrende inspirationskilder, bogen henter noget af sin energi fra. Der er konstant fremdrift i denne bog, der i sig selv fungerer på krimigenrens præmisser, men den indeholder desuden langt mere, end man vil kræve af en traditionel krimi.
Note: Bogen er faktisk blevet filmatiseret af Polanski med titlen ‘De ni porte’. Denne noget oversete film med Johnny Depp i en genialt underspillet hovedrolle udelader ganske vist hele Dumas-delen af bogens plot, men er på sine egne præmisser en ganske spændende film, der med snigende uhygge fanger noget af bogens uovertrufne stemning.