56
2018
9788793274785
Duke, forfatter: Yves H.; redaktør: Christopher Ouzman; oversætter: Søren Vinterberg
En halvstor pige er eneste overlevende efter et brutalt diligenceoverfald. Mineejer Mulligan mister folk, men for ham var turen blot en generalprøve: han skal sende 100.000 dollar, og vil sikre sig at pengene når frem. Duke, der efter de blodige begivenheder i første bind, er flyttet fra byen, opsøger Mulligan og laver en aftale. Men før pengene kan sendes må diligencerøverne først findes. Den opgave melder Duke pas på, han har lagt skyderiet på hylden, men det viser sig at Duke kender flere af røverne personligt. Hans bror Clem har fået Dukes gamle job som vicesheriff og Duke er nærmest nødt til passe lidt på broderen i Hermanns voldelige westernunivers.
I modsætning til første binds klassiske revolverdueller, er duellerne her ret beskidt udført; støvet i den tørre luft kan nærmest smages, og de elegante rolige velovervejede træk fra hoften er afløst af manisk fumlen, ofte udført faldende eller flygtende gennem døråbninger og på åbne pladser som jaget vildt.
Manuskriptet er igen både spændende og gennemtænkt, læser man efterfølgende bind bliver personer og hændelser knyttet mere og mere sammen. Det er godt skruet sammen og gennemført.
Hvis man sammenligner med Hermanns serie om Red Kelly, er Duke langt mere sammenbidt, brutal og nådesløs. Netop Eastwoodfilmen “De nådesløse” fanger den samme stemning. Den kærlighedshistorie der ligger for enden af tunnelen i bind 2, er mere grum end den indledende nedslagtning. Albummet slutter også på blodig vis og knytter dermed en cirkel. Samtidig er der åbne tråde som samles op i bind tre.