293
2016
978-87-93091-94-8
1. udgave, 1. oplag
Vi er med Joan i Guatemala. Hun bliver frivillig i Camino Seguro, en organisation der skal hjælpe børn, der bor og arbejder på “kontoret” (et andet udtryk for lossepladsen). De skal hjælpe børnene med at komme i skole, udvikle sociale kompetencer, få mad på bordet og yde hjælp til familierne i det hele taget.
Der laves forskellige tiltag, i form af kreative ting, månedlige udleveringer af mad mm. For at modtage hjælpen kræves det så, at børnene kommer i skole og ikke er på job på lossepladsen.
Der arrangeres tur til vandet, et sted de fleste børn aldrig har været. Og der holdes fest og meget andet.
Samtidig følger vi Joans liv med skiftende kærester, hendes forhold til landet, det næsten manglende savn til sit hjemland Danmark, og man lærer mange mennesker at kende undervejs. Det er hendes historie igennem en del år, man får i denne bog.
Religionen, som er meget blandet i landet, hører man også om, især forholdet til døden.
Bogen er tæt på at være en fagbog, men er Joans erindringer, så den kan sagtens læses af ren interesse. Men den er ikke særlig spændende, hvis man ikke selv interessere sig for Guatemala eller for gadebørn mm, da det jo ligesom er det primære indhold.
Har man til gengæld selv udført frivilligt arbejde eller på anden måde haft med fattigdom at gøre, kan den være vældig interessant.
Bogen er ikke en der henvender sig til alle. Mange vil slet ikke få noget ud af at læse den, for den handler så specifikt om dette ene emne, at den mest vil være relevant til for eksempel undervisningsbrug.
Der er personlige billeder i bogen, og med alle de detaljer og personer man hører om, måtte der gerne være flere.
Men jeg er til gengæld sikker på, at Joan har fået fortalt det hun gerne vil med denne bog! Hun lægger i hvert fald ikke skjul på hvor meget landet, børnene og indsamlingsarbejdet betyder for hende.