Doppler af Erlend Loe

Uden at kunne bryste mig af at have læst Erlend Loes samlede forfatterskab, har jeg dog efter mødet med hans nyeste – og for mit vedkommende nummer to – en fornemmelse af at han kredser om det samme. Eller sagt lidt pænere, at det er en helt bestemt side af tilværelsen der optager ham.

Har man læst “Naiv. Super” har man stort set også læst “Doppler”. Så enkelt kan det siges. Opskriften er den samme: Mand finder ud af at livet ikke giver mening / er lidt mærkeligt. Mand beslutter at gøre noget ved det og ændrer sit liv drastisk, i den forstand at alt overflødigt skæres væk – altså back to basics. I “Doppler” betyder det at vores hovedperson flytter fra kone og børn og ud i skoven, hvor han lever af hvad naturen giver ham. Hvilket vil sige en elgko han lykkeligt har fået nedlagt, og hvis kød han kan bytte til mælk og andre spiseligheder nede ved den lokale købmand. Han adopterer den efterladte elgkalv og scenen er sat, og kan fyldes ud af de finurlige og ret så sjove overvejelser omkring tilværelsen, som jeg har mistanke om er Loes varemærke. Ganske fredelige hverdagstildragelser og selvfølgeligheder vendes på hovedet, og kommer i Loes optik til at fremstå latterlige, ligegyldige og udtalt bizarre. Og ja det er sjovt, og hjertevarmende og tankevækkende. Men det var det bare også i “Naiv.Super”, og hvad enten det er fordi at det var den jeg fik fat i først, eller fordi den vitterligt ér bedre end “vi-tager-den-sgu-engang-til-Doppler”, så er den altså bare – bedre.

Lån bogen på bibliotek.dk