307
2009
978-87-02-07135-1
Hunger Games
1.udgave
Jeg købte ’The hunger games’ trilogien, fordi jeg var nysgerrig. Tanken var at hvis jeg ikke kunne lide den, så kendte jeg sikkert nogen der ville overtage den. Jeg må indrømme, at da jeg fik bøgerne leveret og jeg så forfatteren til Twilight havde anbefalet dem, blev jeg lidt tøvende, men jeg begyndte alligevel på bog 1 og jeg har ikke fortrudt.
Katniss Everdeen er en pige på 16 år som lever i et af de fattigste distrikter efter den store ødelæggelse og selv om hun ikke må, så jager hun i skovene udenfor distriktet efter føde til sin familie. Den tid Katniss lever i, er styret af følgerne af et stort oprør mod det rigeste distrikt, hvor man umiddelbart efter oprøret åbenbart satte hjernen til side og bestemte sig for at vise de oprørske og nu nedkæmpede andre distrikter, at man havde magten, hvis man levede i hovedstaden. I hvert fald har de lige siden holdt en årlig begivenhed, hvor hvert distrikt skal stille to “tributes” og de skal dernæst alle kæmpe for deres liv i direkte tv.
Valget af de årlige tributes bliver et spændende ét for det distrikt Katniss lever i, for da hendes lillesøster bliver valgt som tributes ser Katniss ikke andet valg end at melde sig frivilligt og tage hendes plads.
Selve bøgerne har længe været under mistanke for at duplikere handlingen i den japanske bog og film ’Battle royale’ fra sidst i 90’erne og jeg må da også indrømme at jeg lige skulle se filmen, før jeg gik i gang med bøgerne så jeg havde noget at sammenligne med. Heldigvis ser jeg ikke et kopiværk i ’The Hunger Games’ endnu – selvom det her nu bare var bog 1, og jeg vil anbefale interesserede at læse bogen for den er ret så spændende. Desuden har forfatteren haft en tydelig idé om, hvordan den verden Katniss lever i burde være, for hun har en meget dybdegående historie om den og det er ofte det, der sætter mig af i “nye” verdener – at der tydeligvis kun fokuseres på historien om deres hovedperson.
Læs den – men sørg for at få fat i hele trilogien på en gang: Jeg begyndte på bog 1 om eftermiddagen og var færdig med den sen aften.
Bogen er læst på engelsk (The hunger game, Scholastic Inc., 2009)