396
2018
9788763855969
Love You Dead - oversat af Pia Trøst Nissen
Den engelske forfatter Peter James, er en meget produktiv herre. “Dødens engel” er 12. bind i den prisbelønnede serie om kriminalkommisær Roy Grace i Brighton på den engelske sydkyst, og mit første møde med James og hans forfatterskab.
Som barn drømte Jodie Bentley om to ting: at blive smuk og at blive rig. Med en hjælpende hånd fra plastikkirurgien har hun opnået det første, og hun arbejder nu hårdt på det andet. Hendes filosofi er enkel: Man kan enten tjene penge eller gifte sig til dem. Det er nemt nok at blive gift – udfordringen er at slippe af med manden igen bagefter. Men øvelse gør mester.
Kriminalkommissær Roy Grace har nok at kæmpe med. På arbejdet presses han oppefra, hans seneste sag giver ham stadig søvnløse nætter, der er nyt i sagen om hans forsvundne kone, Sandy, og så er en gammel fjende vendt tilbage. Men det allerværste er, at han mistænker en dødsengel for at være på spil i Brighton. Det er en kvinde med et giftigt sind – og giftige evner. Og inden længe indser Grace, at han måske har undervurderet, hvor farlig hun rent faktisk er.
Selv om der ligger 11 bind forud for “Dødens engel”, og selv om jeg ikke har læst nogen af de foregående, var jeg ikke på noget tidspunkt hægtet af. Javist, hovedpersonen har en historie der ligger forud for den der fortælles her, men hvem har ikke en eller anden fortid. Peter James indfangede mig i løbet af meget få sider.
Historien er kompleks og trækker tråde i alle mulige retninger. “Dødens engel” er ikke en af den slags krimier hvor man skal gætte med på hvem der gjorde hvad. Det afsløres ret hurtigt, og ind imellem trækkes nye personer og nye historier ind, og det hele væves sammen til et meget broget tæppe hvor alt er forbundet. Ofte bliver det noget rod når der fortælles alt for mange sideløbende historier, og når bipersoner hele tiden skal have oprullet hele deres livshistorie. Bare ikke når det er James der fortæller. Han mestrer den svære kunst at have hundrede bolde i luften, uden at miste en eneste af dem af syne, og uden at læseren farer vild i historien. Det er knageme godt gjort.
Historien er spændende, uforudsigelig og stramt komponeret. Sproget er friskt og levende, ligesom alle James’s personer er. Hver enkelt af de mange medvirkende står knivskarpt i denne medrivende katten-efter-musen historie, og jeg var rigtig godt underholdt hele vejen igennem.
“Dødens engel” bliver ikke mit sidste møde med Peter James!