Døden ved vand af Torkil Damhaug

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om “Døden ved vand”. I perioder sad jeg febrilsk og bladrede videre for at finde ud af, hvad der skete, og andre gange sad jeg og halv-kedede mig, mens jeg læste den.

Historien starter på en badeferie på Kreta i 1996. Drengen Jo er der sammen med sin familie. Begge forældre drikker, og Jo står tit med ansvaret for de to små mindre søskende. Under ferien forelsker han sig i pigen i nabolejligheden på hotellet, men da han en aften ser hende kysse med en anden dreng, går noget i ham i stykker. Han torterer en kattekilling til døde, og herefter går han ned til stranden for at drukne sig. Men han bliver bremset af en mand, som han tidligere har talt med på ferien.

Så springer handlingen frem til 2008, og synsvinklen skifter til den unge kvinde Liss. Hun bor i Amsterdam med en kæreste, der ikke er helt fin i kanten, og hendes tilværelse består af studierne på designskolen, forskellige modelforsøg, samt fester og stoffer. En dag får hun nok af kæresten og går fra ham. Det er han ikke tilfreds med, og pludselig viser han hende billeder af hendes søster Mailin hjemme i Norge. Kort efter forsvinder søsteren, som er den eneste i familien Liss har kontakt til. Så Liss tager hjem for at forsøge at finde ud af, hvad der er sket.

Igen skifter synsvinklen, nu til politiopklaringen, og i sidste del skiftes tilbage til Liss.

Undervejs finder vi ud af, at Mailin var psykiater og arbejdede med mænd, der var blevet udsat for overgreb, og at en af de mænd sandsynligvis er morderen. Men hvem? Og hvorfor?

Torkil Damhaug er selv psykiater og overlæge, og det er lykkes ham at skabe nogle vellykkede personer med interessante relationer. Liss er en fascinerende skikkelse, og det antydes kraftigt, at også hun har været udsat for en form for overgreb som barn. Noget som Mailin ved noget om, men ikke taler om.

Selve plottet med mordet på Mailin afvikles også uden løse ender, men ind i mellem lidt for langsomt. Det er fint at fortælle historien gennem flere vinkler, men i perioder synes jeg, at den gik lidt i stå på den bekostning. Dog ikke mere end at jeg havde lyst til at læse den færdig for at få slutningen med – som i øvrigt leverer et overraskende twist.

Torkil Damhaug er ikke tidligere oversat til dansk, men på norsk findes også “Syk rose” og “Flykt måne”. Det virker på mig, som om han her i “Døden ved vand” hentyder til begivenheder fra sine tidligere romaner under politiarbejdet, men jeg kunne nu sagtens følge historien uden at kende dem.

Så er du til norske krimier, eller har du bare lyst til at prøve dem, er “Døden ved vand” et okay sted at starte. Og synes du, at den går lidt for meget i tomgang, så prøv Karin Fossum.

Lån bogen på Bibliotek.dk