32
2016
978-87-406-0629-4
Der Tod auf dem Apfelbaum. Oversat af Gry Kappel Jensen
1. udgave
Nogle ting kan være svære at tale med mindre børn om. Døden for eksempel. På et eller andet tidspunkt i et barns liv vil der ske dødsfald i familien eller omgangskredsen. Og så kan det være rart at have en bog at støtte sig til, når det vanskelige emne skal tages op med børnene.
Sådan en bog er ”Døden i æbletræet”. Hovedpersonen Ræven er gammel – og ingen af de andre dyr har respekt for ham og hans kone mere. De stjæler æbler fra hans træ, så Ræven må sulte. Men en dag fanger han en væsel – som rent faktisk er en tryllevæsel, der kan opfylde et ønske for Ræven, hvis han slipper den fri i stedet for at spise den. Ræven går med på væselens forslag – slipper væselen løs og får sit ønske opfyldt. Ved hjælp af trylleri snyder han døden, som kommer til at sidde fast i æbletræet, da den vil hente Ræven.
Men er det lykken at leve evigt – hvad sker der med ens liv, når man har mistet sine venner og sin kone og selv bliver gammel, træt og plaget af smerter? Det sker for Ræven, som må sande, at det at leve til evig tid måske heller ikke er det han ønsker.
Bogen er illustreret med meget smukke tegninger, som vil fryde både børn og voksne. Det er en nemt læst lille fortælling, som tager det svære emne ”døden” op på en fin og udramatisk måde. Den er egnet til højtlæsning og samtale med børn i børnehavealderen.
Katrin Schärer har både skrevet og illustreret denne smukke billedbog.