Djævletræet af Jerzy Kosinski

Kosinski må have været (før han begik selvmord) i stor-form da han skrev “Djævletræet”! Det kan bare ikke blive mere fremragende – eller deprimerende.

Vi følger en fortvivlet rigmandssøn, der har rejst verden tyndt i nogle år (Afrika, Asien…) og nu er vendt tilbage til New York. Han er forgabt i sin gamle kæreste Karen, men kan ikke få sig selv til “bare” at elske hende. Der er gensidigt. Deres forhold er måske bare lidt forskruet? I hvert fald er de i høj grad begge nogle komplicerede, ja, ret umulige størrelser. Mere end det… de er fortabte.

Vi følger desuden en anden rigmandssøn, Jonathan; vi ser ham udefra og beskrivelserne er langt mere objektive og faktuelle:

“Jeg ser et latterligt billede for mig: Det er over midnat; den gråhårede Jonathan James Whalen sidder i sit bibliotek. Om eftermiddagen har han netop betroet sin psykiater, at han aldrig har tabt til en kvinde, at han altid har haft kontrol over kvinder. Mens Whalen sidder ved sit skrivebord, ligger den kvinde han begærer, inde i hans seng, alene og forsømt.”

Der er modsat rettede kræfter der er grunden til disse menneskers fortvivlelse. At give sig hen til et andet menneske er at give slip på sig selv: En uendelig svaghed, som er dødsens farlig.

Sidst i bogen er det som om de to personer, Jonathan og jeg-fortælleren, smelter sammen, uden at jeg helt vil kunne definere hvor det sker. Vi ser altså to sider af fortælleren. Med jeg-fortælleren følger vi hvordan han tortureres af sine psykologiske overvejelser om Karen som en mulighed for forløsning. Med den konkrete, men også fortælle-teknisk fragmenterede, fortælling om Jonathans søgen efter oplysninger om sine forældres liv, finder vi måske kilden til hans ulykke. Kosinski forklarer det ikke, han fortæller os om kendsgerningerne.

Hvorfor er det hele så håbløst i Konsinskis romaner? Er det for afskyeligt? Det er utroligt!

Lån bogen på bibliotek.dk