256
2011
978-87-91519-45-1
Peer Aarestrup udgiver nu en fortrinlig velskrevet og spændende efterkrigstids- koldkrigstidsroman, ”Diamantpigen”.
Den behandler om mange vedkommende og væsentlige temaer som skyld, ondskab-godhed, kærlighed, had, identitet, nationalisme, historie- og familiebevidsthed, forbilleder, kristendom osv. Ja, den ligefrem emmer af budskaber, der har noget at sige ind i vor tid. (Den er 2. del af foreløbig 2 bøger, men kan godt læses uafhængigt af førstedelen, ”Asfaltblomstens duft”).
Handlingen foregår hovedsagelig i København og på Kegnæs, appendikset til øen Als i Sønderjylland, hvor Haken-familien, der går videre fra bog ét, og Fatter og Mutter på Kegnæs er centrale personer.
Peer Aarestrup har begået et scoop af en bog, hvor han mesterligt under bogens fremmarch støt og roligt breder den stemning af skyldsbevidsthed og indbyrdes mistænksomhed i personerne, der stammer fra krigstidens obskure forhold mennesker imellem. For den rumsterer hele tiden i hovedpersonernes liv og tanker. Men sandheden om mange agerende menneskers adfærd og identitet var – og er, når vi handler! – ikke altid ligetil. Derfor peger bogen stærkt på nødvendigheden af et opgør, ikke med knive og geværer, men med de bare hænder – bønnens foldede hænder.
Forfatteren vedbliver, ikke mindst i de læremæssigt opsummerende slutkapitler, klart at pege på, at ondskab og godhed kan være nogle svært gennemskuelige eller grumsede størrelser.
Der er spændingsmomenter á la krimigenren i bogen med dramatiske følger.
Peer Aarestrup er tydeligvis en rigtig københavnerdreng, der synes at kende den indre bys kvarterer, med baggårdsmiljøer, snak i gården, latriner og koldt vand, rotter, slagsmål og larm, men også familiesammenhold, dejligt hjemmeliv og naboskab, som sin egen bukselomme.
Vi møder også kærligheden i mange afskygninger, herunder fremstillingen af seksualiteten i al dens brogethed. Men der er også i massevis af stemningsfulde miljøskildringer fra herligt hjemmeliv med duften af nybagt morgenbrød.
Historien, den enkeltes, men også den enkelte set som en del af en nation og en tidsperiode, er med til at give mennesket identitet, når det heri får mulighed for at spejle sig i historiens/historiernes fortid og fremtid.