Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Når psykopati overtager sorgen

Jeg kender ikke til D.S. Henriksen og hans andre bøger, så denne bog var min første af forfatteren. Til gengæld har jeg hørt, at D. S. Henriksen er kendt for at skrive gode gyser historier blandet med humor og skæve personligheder i hverdagssituationer. Det må man sige, er en meget dækkende beskrivelse af “Det usynlige menneske”. Humoren er dog pakket godt væk i denne roman.

Vi hører om en mandlig-jeg-fortæller Teodor, der befinder sig på sygehuset, da hans søn har været indblandet i et trafikuheld. Som læser følger man jeg-fortælleren igennem hele historien, og jo længere man kommer ind i handlingen, jo mere får læseren indblik i jeg-fortællerens skæve personlighed og tanker. Noget er som, det ikke bør være. Teodor gennemgår en sorg, han har svært ved at håndtere og styre.

Teodor er egentlig en ret almindelig mand og vil visuelt højst sandsynlig være en mand, der falder i mængden. Han er vant til skemalagte og planlagte hverdage, hvor han har kontrol over de mindste detaljer. Men da sønnen pludselig ender på sygehuset, samtidig med Teodors bror bliver løsladt, ændres hverdagen, hvilket forstyrrer den detalje orienterede Teodor. Som læser mærker vi, at der er noget mørkt, der ulmer i Teodor – noget han ikke selv kan forklare eller kontrollere.

Kortromanen kommer i dybden på en person med en hvilende psykose og ustabilitet. Noget der træder i kraft i personligheden, så snart hverdagen forvrænges og ikke længere er velkendt og rutinepræget. D. S. Henriksen har præsenteret teksten i nutid og med mange korte sætninger, og man får fornemmelsen af, at det er en situation, der sker her og nu. Dog synes jeg de mange korte sætninger giver en del opbremsninger i læseflowet, og det bremser historien. Jeg foretrækker forklarende og beskrivende sætninger, og det får man ikke meget af i denne roman. Det iøjnefaldende røde omslag på bogen med billedet af en sort skikkelse giver en klar indikation på, at der er tale om en dyster historie. Skikkelsen bærer et slips i rødt, og dette kan være symbolikken på et ensformig og rutinepræget kontor-menneske, der følger en planlagt hverdag.

Læser man kun første og kapitel og sidste kapitel så vil man være godt forvirret over, om jeg-fortælleren rent faktisk er den samme person. Men da man som læser følger jeg-fortælleren gennem historien, og vi lærer jeg-fortælleren at kende ved flashback til barndommen, så er slutningen ikke spor overraskende.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket