Det tabte paradis af John Milton

Sammen med millionvis af medsammensvorne keruber, bliver Ærkeenglen Satan, efter et mislykket “kupforsøg” mod Herren og hans overofficer (Jesus Kristus) kastet ned i det sorteste intet – bedre kendt som Helvede.
I Helvede spindes selvfølgelig komplotter, og idet den tidligere kaptajn i Himmeriget har lært sin lektie og ved, at uanset hvor mange millioner flammesværdssvingende, hjelmbuskrystende keruber man bringer ind i et trodsigt slag mod Den Øverste, så vil han have mindst den tilsvarende styrke idet han jo er – tjah – Almægtig. Derfor er det så meget desto mere interessant for den faldne engel, at Herren efter Skabelsen har fundet på et nyt projekt til Jordelivets forskønnelse: Mennesket. For kan man ikke ramme Herren selv, kan man jo altid trække det dyrebareste han ejer ned i en pøl af kulsort synd.
Således kommer Satan til Edens have, og for at undgå de vogtende kerubers blikke, tager han skikkelse af en fæl, men fristende, Slange.
For en prosaelsker er “Det Tabte Paradis” i sin form og sin stil, alt hvad Bibelen mangler for at blive et fængende drama. I den danske version er digtet trods sit majestætiske ordvalg og sine langskæggede referencer, i høj grad til at følge med i. I den engelske (jeg HAR forsøgt), kræver det nok lige en doktorgrad i 1600-talspoesiens linkvistisk, før man er der.

“Så talte han, og til besegling trak/de vældige keruber fluks af balg/vel millioner flammesværd, hvis glimt/oplyste Helved trindt omkring”

– Lyder det da Lucifer taler til sine ligesindede før det indledende slag (s. 27) og her om Paradisets have (s. 118):

“Det var et lykkeligt og landligt bo/Med mangeartet udsigt fjern og nær/De fejre træer i disse lunde græd/Balsam og gummi med livsalig duft/Og nogle frugter bar med gylden skal/Sa favre at hint Hesperidesagn”

Alt i alt er jeg vildt begejstret og vil gøre opmærksom på, hvor mange fantastiske paralleller man finder i fortællingen til langt mere jordnære menneskelige konflikter. Gode gamle Satan – symbolet på alt det onde, er taget derned, hvor han har en motivation for sine ugerninger: Nemlig jalousi mod Kristus! Hvis det ikke er en videnskabeligt interessant tilgangsvinkel til ondskaben, så ved jeg ikke, hvad der er. For de historisk interesserede er digtet i øvrigt på det nærmeste et kartotek af hentydninger til John Miltons egne frustrationer over sine politiske fjender: Cromwell-regimets modstandere!
Bemærk, at digtet danner grundlag for Philip Pullmans guddommelige Dark Materials-trilogi om pigen Lyra. Og ja, det er også en film (The Golden Compass) – som antidemokratiske lobbyister i USA har gjort ALT hvad der stod i deres magt for at fjerne enhver antireligiøs reference fra, hvilket for uindviede har uforståeliggjort handlingen og i øvrigt fjernet budskabet.

Lån bogen på bibliotek.dk