215
1965
The Inheritors
Englænderen William Golding var en af de forfattere, der efter 2. verdenskrig såede tvivl om dybden i menneskets civilisation. Kendt er klassikeren ”Fluernes Herre” fra 1954, hvor en flok kostskoledrenge i isolation på en øde ø udvikler sig til rene barbarer. Lige så læseværdig er ”Det Røde Dyr” fra 1955.
Handlingen i ”Det Røde Dyr” foregår for 30-40.000 år siden, hvor vor menneskeart, Homo Sapiens, fortrængte Neanderthalmennesket. Læseren tvinges ud af sin Sapiens-modernitet for at opleve historien set med Neandertalernes øjne. Først på de sidste sider betragter Golding Neanderthaleren med vore kulturimperialistiske briller – som ”det røde dyr”.
”Det røde dyr” beskriver det chok, som en lille flok Neanderthalere får, da de støder på en stamme af vor egen art. Goldings Neanderthalere er lysår fra os. De mangler evnen til at tænke i logiske tankerækker, og deres ordforråd er som et lille barns. Deres teknologi består af sten, kæppe og en ild, som de ikke kan tænde på ny og derfor værner om.
Til gengæld ser de poetiske billeder af en situation for sig, og de bruger dem kreativt. Da det træ, som har dannet bro over floden, er skyllet væk, siger stammens ældste, Mal, om billedet i hans hoved: ”En mand er klog. Han lader mænd tage et træ, som er væltet og—”. Derefter får stammens mænd bakset en væltet træstamme over den rivende strøm.
Neanderthalerne er lamslåede over Homo Sapiens’ kunnen. ”Det Nye Folk” sejler i hule stammer og padler med blade af træ. De kan skyde med grene, der har stenspidser og fjer.. Men de er skrækindjagende. Deres ansigter er skeletagtige og deres pander er uhyggeligt høje. De er i febrilsk aktivitet og skræpper løs som fugle. Og de drikker alkohol, som en Neanderthaler, Lok, i en burlesk scene får sig en ordentlig kæfert i. ”Nu er jeg Det Nye Folk”, siger han og parodierer Homo Sapiens’ rullende gangart.
Konfrontationen mellem de to arter bliver voldsom. ”Det Nye Folk” med deres overlegne teknologi er dødsensangste for Neanderthalerne, som de kalder ”Skovdjævle”. Parallellen til europæernes skræk for ”de vilde” i nyere tid er slående.
Golding gør Neanderthalerne til mennesker med deres egen form for intelligens og følsomhed, og måske med en større indbyrdes omsorg end hvad Homo Sapiens kan præstere.
”Det røde dyr” er en evigt aktuel, poetisk beskrivelse af det ragnarok, som kan blive følgen af gensidig frygt og fordomme i mødet mellem to kulturer.
– Denne anmeldelse deltager i Bogrummets sommerkonkurrence 2006