Det grufulde bibliotek af Steen Langstrup, Grete Roulund m.fl.
330
2019
978-87-7021-066-9
1. udgave
Kunsthistoriker Kristian Nordestgaard og bibliotekar Jette Holst er begge gyserfans, og har samlet 23 grufuldheder bestående af noveller, et essay, en avisartikel, digte og sågar en tegneserie. De skulle gerne vække gys og ubehag i læseren, og der er taget hensyn til bredden i genren og rent kronologisk starter vi helt tilbage i tiden ved ’Den ældre Edda’ og slutter i nutiden.
Henning Kure åbner ballet med en yderst stemningsfuld gendigtning af Vølunds kvide, skrevet specielt til samlingen i 2018 (og jeg som troede, at han havde taget sig af dage efter tegneseriehæftet ”The Buffalo” lukkede i 1976!!).
Man bliver som læser sat lidt på arbejde i bogens første halvdel, hvor de ældste tekster findes. Deres gammeldags sprog er bevaret, hvilket er rigtig godt, og selvom det giver lidt ekstra sved på panden, så kan man også følge den usædvanlige sproglige udvikling gennem årene.
En blandt flere overraskelser er, at B.S. Ingemann også havde begået en grum novelle om ”Niels Dragon” (1847). En virkelig fin novelle om skeletteringens bagside.
At Bram Stoker ikke opfandt vampyren, var jeg godt klar over, men at danske Alexander, Schumacher 27 år før ”Dracula” dukkede op, havde introduceret danskerne for en vampyrfortælling, var alligevel nyt. Historien er dog mere interessant end direkte uhyggelig. Det samme kan siges om Holger Drachmanns ”Basilisken”, hvilket heller ikke er en novelle jeg fandt specielt uhyggelig.
Derimod er Henrik Cavlings avisartikel fra 1892 om henrettelsen af Jens Nielsen en virkelig spændende og dyster øjenvidneberetning.
Tom Kristensen er repræsenteret med den fine skæbnefortælling, ”Hævnen”, hvor mere end en person får angsten at føle i Shanghais gader.
Niels E. Nielsens får i fremtidsfortællingen ”Febernatten” et snært af science fiction med i samlingen, og er en af de bedste historier. De fleste arbejdssituationer er overtaget af robotter, men Luke er ansat på en fabrik for netop at overvåge robotternes arbejde, og langsomt sniger de sig ind på ham. En fjern fætter til Aldiss’ ”Hvem kan erstatte et menneske”.
”Hunden i Quatab Minar” af Grete Roulund kan netop lede tankerne hen på ”The Wicker Man”, som Barbano skriver i sit forord, der i øvrigt først giver rigtig mening, når man har læst bogen. Ingen kan dog få en mere deprimerende stemning frem på så stilfuld en måde, som Roulund mestrede, og det bliver nok den historie, jeg vil huske bedst.
Henrik R. Lassens essay om vandrehistorier gav også læring. Jeg vidste ikke, at ’Babyen i hoppegyngen’ var en vandrehistorie, men tak alligevel. Jeg har troet på historien siden 70’erne!
I det mere nutidige får vi Steen Langstrups fremragende ”Indbrud”, som jeg allerede var begejstret for, da jeg læste hans novellesamling ”9 før døden”.
Jeg når ikke at nævne alle historier, men der er mange fine af slagsen, og jeg får lyst til at dykke lidt mere ned i nogle af de, for mig, nye navne, så som Jonas Wilman og Sarah Fürst.
Der var ikke plads til alle i samlingen, mest savner jeg dog noget fra A. Silvestris hånd, som f.eks. ”Forhæng” eller ”Jacobs stige”.
En virkelig fin gysersamling, stemningsfuld, rystende, informativ og ubehageligt underholdende. Tak til fætter- og kusine Maddike!
