325
2023
9788770078474
Det kom ett brev från München
oversat af Andrea Fehlauer
1.udgave, 1. oplag
Som stor fan af Håkan Nesser måtte jeg selvfølgelig også læse det nyeste skud på stammen: ‘Der kom et brev fra Munchen’.
Ægte Nesserfans vil ikke føle sig snydt. Her er genkendelsens glæde, både når det kommer til den lune humor, persongalleriet og historiens opbygning: Der skete noget engang i fortiden, som har en konsekvens i nutiden. I denne bog er det en hændelse en midsommeraften for 25 år siden, der kommer op til overfladen i søskendeflokken på fire: Ludvig, Lars, Leif og lillesøster Louise. Igen denne leg med navne, så typisk for Nesser.
De fire søskende har ikke været samlet i 25 år, men nu er den ældste bror Ludvig, den berømte kunstmaler, syg og døende. Han har inviteret dem til at holde juleaften hos sig. Ingen ved, at de andre også er inviteret. Vi er i december 2020, midt i coronaepidemien, og de fleste har alligevel ikke andre planer juleaften. Ud over de fire søskende er også Louises datter Linn, Lars’ hustru Ellen og Ludvigs livsledsager, den unge Catherine ‘Malplaceret som en majetærsker i en kirke. Bare pænere’, i huset.
Det starter egentlig helt godt og hyggeligt, der bliver disket op med lækker mad og vin, og gæsterne slapper af. Men så indkalder Ludvig til et møde, kun for de 4 søskende, og derefter ændres stemningen. Næste morgen findes Ludvig død – ikke af sin sygdom, men myrdet. Teorien fra de fire om, at en kunsttyv er brudt ind for at stjæle to malerier, er blevet overrasket og har slået Ludvig ihjel, køber Barbarotti ikke. Han er overbevist om, at en af dem, der var i huset, slog Ludvig ihjel. Men hvem? og med hvilket motiv? Og hvad skete der på mødet? – som ingen ønsker at tale om.
Som antydet skal vi 25 år tilbage i tiden for at finde motivet, hvilket Barbarotti snart regner ud.
Som altid, når forfatteren hedder Nesser bevæger vi os stille og roligt, uden hastværk, med lidt hjælp fra Vorherre, hen imod en opklaring – og i mellemtiden sker der flere dødsfald i familien. Men da alt synes opklaret, kommer der et brev fra München…
Der er nogle lidt (for) lette løsninger til slut i bogen, og specielt et drab, der ikke giver mening for mig.
Bogen får 4 stjerner for sin humor, genkendelighed og for gensynet med Barbarotti, Backmann, Kavafis og Sorgsen – hvem sagde, at Nesser har noget med navne?
Anmelderbog