Den yderste ring i vandet af Mathilde Grundtvig Christensen

Debuttanten Mathilde Grundtvig Christensen har skrevet en billedmættet, erotisk, vild og humoristisk roman, som jeg varmt vil anbefale.

I rammefortællingen, som starter i Københavns Lufthavn, møder vi den småneurotiske tøjindkøber, Elvira, som er på vej til Paris.

Elvira er en dagdrømmer og mister ofte fokus i mødet med andre mennesker, hvor hun fortaber sig i de helt små detaljer, som for eksempel under et forretningsmøde med en ukendt sælger:

Han har en skønhedsplet på højre kind. Den er meget nuttet. Jeg har lidt lyst til at røre ved hans kind (…) Min telefon ringer. Jeg undskylder mig og går lidt væk… (s. 24)

Den rødvinselskende forretningskvinde kan desuden tale med træer, har hang til moderat smerte, og er helt og aldeles kaffeafhængig.

Gennem bogen bliver det tydeligt, at Elvira prøver at stikke af fra en voldsom begivenhed i barndommen, men som aben på skulderen følger dette traume hende overalt,

Men jeg skulle nok ikke have set, hvordan de hev hende op ad vandet og fjernede tangen fra hendes blege grå ansigt, så jeg kunne se de opspilede, grønne øjne og undre mig over, hvorfor hendes ansigt var blevet så tykt og forvrænget. (s.126)

Allerede i Københavns Lufthavn møder Elvira en attraktiv fremmed, som på grufuld vis forvandler barndomstraumet til en idyllisk skovtur med søndagsskolen.

I eventyret med den fremmede vikles hun ind i et net af sadisme, løgne og maskeringer, hvor det er ualmindeligt svært at skelne mellem ven og fjende.

Han aer mig mellem benene med den blanke, kolde kniv og skærer så mine trusser i stykker. Så har han igen kniven foran min hals. Han lader den glide hen over min strube, mens hans tunge fylder min mund, og hans anden hånd løfter mig op, stikker fingeren op i mig, presser mig op ad væggen og støder hårdt op i mig igen og igen (s. 129)

Ikke en gang virkeligheden og fantasien holdes adskilt.

Dette kommer for eksempel til udtryk i form af den mystiske kvinde, Yallahee, som nok nærmere repræsenterer en erotisk drøm end en reel karakter,

Der står nogen foran mig, i en skikkelse af rør og grøn farve, står Yallahe (…) Hun ligner en elver fra Ringenes Herre. Der er et lys omkring hende. Hun svæver hen imod mig (…) kysser mig på munden, lader tungen glide ind i den og tager fat om mit ene bryst. (s. 153)

At flere af bogens helt centrale skikkelser konstant dukker op på uventede steder i Elviras nærhed, og at de på overraskende få minutter kan fragte sig fra A til B i millionbyen, understreger det i begyndelsen drømmende og senere mareridtsagtige indtryk.

Det er kun med det alleryderste af neglene, at Elvira klarer skærene og ikke forsvinder, som hendes afdøde søster Agnes gjorde, og som de yderste ringe i vandet har for vane at gøre.

Hvordan må I selv læse!

Lån bogen på biblioteket